Med Mesteren Pa Bjerget

(124) »Døm ikke, for at I ikke skal dømmes«
Med Mesteren på bjerget
Kapitel 6 - Ikke dom, men handling
Anstrengelse for at fortjene frelse ved egne gerninger vil uundgåeligt lede til ophobning af
menneskelige krav som et bolværk imod synd; for når menneskene ser, at det ikke lykkes
dem at holde loven, vil de opstille regler og forebringer efter eget påfund for at tvinge sig
selv til at adlyde. Alt dette leder tankerne bort fra Gud og hen til dem selv. Hans kærlighed
uddør i hjertet, og dermed tilintetgøres også kærligheden til deres medmennesker. Ved sin
mangfoldighed af forordninger og krav vil et af mennesker opfundet religionssystem lede
sine forfægtere til at dømme alle, der ikke holder mål med det foreskrevne menneskelige
ideal. En egenkærlig og indsnævret kritisk ånd kvæler de ædle og højsindede følelser og gør
menneskene til egoistiske dommere og smålige spioner.
(124) Farisæere tilhørte denne klasse. Når de havde udført deres religiøse handlinger,
trådte de ikke frem i ydmyghed under følelsen af deres egen skrøbelighed, taknemmelige for
de store fortrin, Gud havde givet dem. De optrådte fulde af åndeligt hovmod, og deres emne
var: »Jeg selv, mine følelser, min kundskab, mine veje.« Hvad de selv havde opnået, blev
det ideal, efter hvilket de dømte andre. Iført egenværdighedens kappe besteg de
dommersædet, og det for at kritisere og fordømme.
(125) Folket nærede i stor udstrækning den samme ånd, idet de gjorde indgreb på
samvittighedens område og bedømte hverandre i anliggender, som var en sag mellem sjælen
og Gud. Det var med henblik på denne ånd og denne handlemåde, Jesus udtalte: »Døm ikke,
for at I ikke skal dømmes.« Det vil sige: Gør ikke jer selv til en rettesnor. Gør ikke jeres
meninger, jeres anskuelser angående pligter og jeres udlæggelse af skriften til et mønster for
andre, og fordøm dem ikke, om de ikke når op til jeres ideal. Kritiser ikke andre, og giv jer
ikke af med at gætte deres bevæggrunde og fælde dom over dem.
(125) »Døm derfor ikke noget før tiden, for Herren kommer, han som skal bringe for lyset,
hvad der er skjult i mørket, og åbenbare, hvad hjertere vil.« (1Kor. 4,5). Vi kan ikke læse,
hvad der er i hjertet. Fejlende som vi selv er, har vi ikke betingelser for at sidde til doms
over andre. I sin begrænsning kan mennesket kun dømme efter det, der ses udvortes.
Bedømmelsen af hver enkelt sjæl tilkommer ingen anden end ham, som kender gerningens
lønlige udspring, og som er mild og medlidende i sine handlinger.
(125) »Derfor er du uden undskyldning, menneske! Hvem du end er, som opkaster dig til
dommer, thi idet du dømmer de andre, fordømmer du dig selv; du dømmer nok de andre,
men handler selv på samme vis.« (Rom. 2,1). De, som dømmer eller kritiserer andre,
erklærer således sig selv skyldige, for de gør selv de samme ting. Ved at fordømme andre,
fælder de dom over sig selv, og Gud siger, at denne kendelse er retfærdig. Han godkender
deres dom over sig selv.
68