Med Mesteren Pa Bjerget

Med Mesteren på bjerget
(126) »Hvorfor ser du splinten i din broders øje?«
Selv den kendelse: »Du dømmer nok, men handler selv på samme vis,« udtrykker ikke, hvor
stor en synd den begår, der fordrister sig til at kritisere og fordømme sin broder. Jesus sagde:
»Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men bjælken i dit eget øje lægger du ikke mærke
til?«
(126) Frelserens ord skildrer en, som er hurtig til at se en skavank hos andre. Når han
mener, at han har opdaget en brist i den pågældendes karakter eller vandel, er han overmåde
nidkær i forsøget på at påpege den; men Jesus erklærer, at i sammenligning med den fejl,
kritikken gælder, er netop det karaktertræk, som udvikles ved denne ukristelige gerning, at
ligne ved en bjælke jævnført med en splint. Det er vedkommendes egen mangel på
overbærenhedens og kærlighedens ånd, der leder ham til at gøre et støvgran til et stort bjerg.
De, der aldrig har erfaret bodfærdighed ved en fuld overgivelse til Kristus, lægger ikke
frelserkærlighedens blødgørende indflydelse for dagen i deres liv. De bibringer andre et
forkert indtryk af evangeliets milde, venlige ånd og sårer dyrebare sjæle, for hvem Kristus
døde. Ifølge det billede, vor Frelser benytter, gør den, der udviser en dadlesyg ånd, sig
skyldig i en større synd end den, han anklager, idet han ikke alene begår den samme synd,
men dertil føjer indbildskhed og dømmesyge.
(126) Kristus er det eneste sande karakterens mønster, og den, der stiller sig selv op som et
mønster for andre, stiller sig i Kristi sted. Faderen har »overladt Sønnen« »al dom", og
enhver, som drister sig til at dømme andres bevæggrunde, tilraner sig yderligere Guds Søns
rettighed. Disse selvbestaltede Dommere og kritikere stiller sig på antikristens side, »han,
som sætter sig imod og ophøjer sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom, så han tager
sæde i Guds tempel og udgiver sig selv for at være Gud". (Joh. 5,22; 2Tess. 2,4).
(127) Den synd, som leder til de ulykkeligste følger, er den kolde, kritiske, uforsonlige
ånd, der kendetegner farisæismen. Når den religiøse erfaring er blottet for kærlighed, er
Jesus ikke med; hans nærværelses solskin er ikke dér. Ingen travl virken, ingen nidkærhed,
hvori Kristus ikke har del, kan udfylde denne mangel. Der kan måske findes en vidunderlig
evne til at opdage brist hos andre; men til enhver, som hengiver sig til denne ånd, siger
Jesus: »Hykler! tag først bjælken ud af dit eget øje, så kan du se klart til at tage splinten ud
af din broders øje.« Den, der selv er skyldig i uret, er den første til at nære mistanke om uret.
Ved at fordømme andre søger han at dølge eller undskylde det onde i sit eget hjerte. Det var
ved denne synd, menneskene opnåede kundskab om det onde. Ikke så snart havde det første
menneskepar syndet, for de begyndte at anklage hinanden, og dette er, hvad
menneskenaturen uundgåeligt vil gøre, når den ikke beherskes af Kristi nåde.
(127) Når menneskene hengiver sig til denne anklager ånd, nøjes de ikke med at påpege,
hvad de mener er en brist hos deres brødre. Dersom lempelige midler ikke formår at bringe
ham til at gøre hvad de mener burde gøres, vil de ty til tvang. Netop så langt som det står i
deres magt, vil de nøde menneskene til at føje sig efter deres begreber om, hvad der er ret.
69