Med Mesteren Pa Bjerget

Med Mesteren på bjerget
er det sandt, at Gud »ikke lader den skyldige ustraffet« (2Mos. 34,7), men han vil borttage
skylden.
(29) De barmhjertige har »del i guddommelig natur« (2Pet. 1,4), og hos dem kommer Guds
medlidende kærlighed til udtryk. Alle, hvis hjerter samstemmer med kærlighedens hjerte, vil
søge at hjælpe, ikke at fordømme. Kristus boende i hjertet er en kilde, der aldrig løber tom.
Hvor han for bliver, vil der være en overflod af godhed.
(29) Når det gælder hjælp til de vildfarende, de fristede eller de elendige, der er blevet ofre
for savn og synd, vil en Kristen ikke spørge: »Er de værdige?« men: »Hvorledes kan jeg
hjælpe dem?« I de elendigste og de mest fordærvede ser han sjæle, for hvem Kristus døde,
og for hvem Gud har givet sine børn forligelsens tjeneste.
(30) De barmhjertige er de, der viser mildhed med de fattige, de lidende og de undertrykte.
Job siger: »Jeg reddede den arme, der skreg om hjælp, den faderløse, der savnede en
hjælper; den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede enkens hjerte; jeg klædte mig i
retfærd, og den i mig, i ret som kappe og hovedbind. Jeg var den blindes øje, jeg var den
lammes fod; jeg var de fattiges fader, udreded den mig ukendtes sag.« (Job 29,12-16).
(30) Der er mange, for hvem livet er en smertelig kamp; de indser deres mangler, er
ulykkelige og fattes tro; de mener, at de ikke har noget at være taknemmelige for. På mange,
der kæmper og er ensomme, ville venlige ord, medlidende blikke og udtryk, der viser, at
man værdsætter dem, virke som et bæger koldt vand på en tørstig sjæl. Et deltagende ord
eller en kærlig handling ville løfte byrder, som trykker tungt på trætte skuldre; og hvert ord
og hver handling, der udtales eller udføres i uegennyttig godhed, er et udtryk for Kristi
kærlighed til fortabte mennesker.
(30) Mod de barmhjertige skal der »vises barmhjertighed. »Gavmild sjæl bliver mæt; hvo
andre kvæger, kvæges og selv.« (Ordsp. 11,25). Der er liflig fred for den medlidende, en
salig tilfredsstillelse for den, der lever et selvforglemmende liv til gavn for andre.
Helligånden, som bor i hjertet og åbenbares i livet, vil røre hårde hjerter og vække mildhed
og sympati. Hvad man sår, vil man høste. »Salig er den mand, der tager sig af de svage. .....
Her ren vogter ham, holder ham i live, det går ham vel i landet, han giver ham ikke i
fjendevold. På sottesengen står Herren ham bi, hans smertens leje gør du ham let.« (Sl. 41,1-
3).
(31) Den, som har givet Gud sit liv til tjeneste for hans børn, er forenet med ham, som råder
over alle universets hjælpekilder. Med de uforanderlige forjættelsers gyldne bånd er hans liv
knyttet til Guds liv. Herren vil ikke svigte ham i lidelsens og nødens time. »Så skal da min
Gud, rig som han er, herligt i Kristus Jesus, fuldt ud give jer alt, hvad I trænger til.« (Fil.
4,19). Og i den sidste nødens time vil den barmhjertige finde tilflugt i den med lidende
frelsers barmhjertighed og blive modtaget i de evige boliger.
(31) »Salige er de rene af hjertet, thi de skal se Gud«.
16