Med Mesteren Pa Bjerget

Med Mesteren på bjerget
sagde, at »enhver, som skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt, han bliver årsag
til, at der drives utugt med hende; og hver den, som gifter sig med en fraskilt kvinde, han
bedriver hor. (Matt. 5,32).
(68) Da farisæere bagefter spurgte Jesus om lovligheden af skilsmisse, førte han sine
tilhørere tilbage til ægteskabets indstiftelse ved skabelsen. »Det var på grund af jeres
hårdhjertethed, at Moses tillod jer at skille jer fra jeres hustruer; men fra begyndelsen har det
ikke været således.« (Matt. 19,3. og 8.). Han henviste dem til de velsignede dage i Eden, da
Gud udtalte, at alt »var såre godt. Der havde ægteskabet og sabbatten, disse tvillingindstiftelser,
deres oprindelse til Guds ære ved at være til gavn for menneskeslægten. Da,
skaberen dér lod det hellige par give hinanden hånden som ægtefæller, idet han sagde:
»Derfor forlader en mand sin fader og sin moder og holder sig til sin hustru, og de to bliver
et« (1Mos. 2,24), kundgjorde han ægteskabsloven for alle Adams bøn indtil tidens ende.
Det, som den evige Fader selv har erklæret for at være godt, var en lov, der tilsigtede
menneskets højeste velsignelse og udvikling.
(68) Ligesom enhver anden af Guds gode gaver, der blev betroet i menneskenes varetægt,
er også ægteskabet blevet fordærvet af synden; men det er evangeliets formål af genoprette
dets renhed og skønhed. Både i det gamle og i det nye testamente benyttes
ægteskabsforholdet som en fremstilling af den inderlige og hellige forbindelse, der består
mellem Kristus og hans folk, de genløste, som han har købt med Golgatha som indsats.
»Frygt ikke". siger han, »thi din skaber er din ægtemand, hans navn er hærskarers Herre, din
genløser er Israels hellige.« »Vend om, i frafaldne sønner, lyder det fra Herren; thi jeg er
jeres herre).« I »sangenes sang« hører vi brudens stemme, idet hun siger: »Min elskede er
min, og jeg er hans.« Og han, som for hende er »udmærket fremfør ti tusinder", siger til sin
udvalgte: »Du er fuldendt fager, min ven inde, og uden lyde.« (Es. 54,4-5; Jer. 3,14: Højs.
2,16. og 5,10, ældre overs.; 4,7).
(69) Idet apostelen Paulus længere nede i tiden skriver til de kristne i Efesus, udtaler han,
at Herren har indsat manden til at være kvindens hoved, for at han skal være hendes
beskytter, det bånd, der binder familiens medlemmer sammen, ligesom Kristus er
menighedens hoved og det åndelige legemes frelser. Derfor siger han: »Ja, ligesom kirken
underordner sig under Kristus, skal også hustruerne underordne sig under deres mænd i alt. I
mænd! elsk jeres hustruer, ligesom Kristus el skede kirken og gav sig selv hen for den, for at
han kunne hellige den, idet han rensede den i vandbadet ved ordet, for at han således kunne
fremstille kirken for sit åsyn som herlig, uden plet eller rynke eller andet sådant, nej den
skulle være hellig og dadelfri. På samme måde bør mændene elske deres hustruer.« (Ef.
5,24-28).
(70) Kristi nåde og intet andet kan gøre denne indstiftelse til, hvad Gud havde til hensigt, at
den skulle være: et middel til menneskehedens velsignelse og højnelse. Og derved kan de
jordiske familier ved deres enhed, fred og kærlighed være en fremstilling af den himmelske
familie.
37