Med Mesteren Pa Bjerget

Med Mesteren på bjerget
Kapitel 2 - Saligprisningerne
(14) »Så tog han til orde, lærte dem og sagde: »Salige er de fattige i ånden, thi Himmeriget
er deres.«
Som noget nyt og mærkværdigt lyder disse ord i den undrende forsamlings øren. En sådan
lære er i strid med alt, hvad de nogensinde har hørt en præst eller rabbiner udtale. De finder
ikke noget deri, som kan smigre deres stolthed eller give næring til deres ærgerrige
forhåbninger. Men denne nye lærer besidder en kraft, som henriver dem. Fra selve hans
nærværelse udstrømmer den guddommelige kærligheds yde, ligesom duften fra en blomst
Hans ord falder »som regn på slagne enge, som regnskyl, der væder jorden. (Sl. 72,6). Alle
føler uvilkårligt, at her befinder de sig over for en, som kan læse sjælens hemmeligheder,
men som kommer dem nær i øm medlidenhed. Deres hjerter lukker sig op for ham, og
medens de lytter, åbenbarer Helligånden for dem noget af betydningen i den lærdom, som
menneskene til alle tider behøver at tilegne sig.
(14) I Kristi dage mente folkets religiøse ledere, at de var rige på åndelige skatte.
Farisæernes bøn: »Gud! Jeg takker dig, fordi jeg ikke er som de andre mennesker« (Luk.
18,11), gav udtryk for den rådende mening inden for hans stand og i stor udstrækning
iblandt folket som et hele. Men i den skare, der omgav Jesus, var der nogle, som havde en
forståelse af deres åndelige armod. Da Kristi kraft kom til syne i den vidunderlige fiskedræt,
kastede Peter sig ned for Frelserens fødder og udbrød: »Gå bort fra mig, Herre, thi jeg er en
syndig mand!« (Luk. 5,8). Således var det også med mængden, der var samlet på bjerget;
der fandtes sjæle, som over for hans renhed følte, at de var »elendige og ynkværdige og
fattige og blinde og nøgne« (Åb. 3,17), og de længtes efter »Guds nåde, som »blev
åbenbaret til frelse« (Tit. 2,11.) Hos disse sjæle vakte Jesu ord håb; de indså, at deres liv
stod under Guds velsignelse.
(15) Jesus havde tilbudt velsignelsens kalk til dem, der mente, at de var rige og havde
vundet rigdom og intet trængte til (Åb. 3,17), og med foragt havde de vendt sig bort fra
nådens gave. Den, der føler sig rask og mener at han er nogenlunde god og er tilfreds med
sin stilling, søger ikke at blive delagtig i Kristi nåde og retfærdighed. Stoltheden erkender
ingen trang, og derfor lukker den hjertet for Kristus og for de ubegrænsede velsignelser, han
kom for at bringe. Sådanne har ingen plads til Jesus i hjertet. De, der er rige og agtværdige i
deres egne øjne, beder ikke i tro og erholder ikke Guds velsignelse. De mener, at de er
fyldte, og derfor går de tomhændede bort. De, der ved, at de umuligt kan frelse sig selv eller
i egen kraft udføre en retfærdig handling, er netop i stand til at vurdere den hjælp, som
Kristus kan yde. Disse er de fattige i ånden, som han siger er salige.
(15) Den, Kristus tilgiver, gør han først bodfærdig, og det er Helligåndens gerning at
overbevise om synd. De, hvis hjerter er blevet påvirket af Guds overbevisende ånd, forstår,
at der ikke findes noget godt i dem. De indser, at alt, hvad de nogensinde har udrettet, er
8