Med Mesteren Pa Bjerget

Med Mesteren på bjerget
lykke. Og det vil engang vise sig, at selvopofrelse for andres bedste og lykke, selv den
ubetydeligste og hernede mest upåagtede, bliver anerkendt i himmelen som tegn på vor
forening med ham. Herlighedens konge, der var rig, men for vor skyld dog blev fattig.
(86) De venlige handlinger er måske blevet udført i stilhed, men deres indvirkning på
udøverens karakter kan ikke skjules. Hvis man arbejder med udelt interesse som en Kristi
efterfølger, vil hjertet være i nøje harmoni med Gud, og hans ånd, der virker på vor ånd, vil
ved den guddommelige berøring fremkalde hellige samklange i sjælen.
(87) Han, som meddeler forøgede talenter til dem, der har gjort en klog anvendelse af de
gaver, som er dem betroet, finder behag i at anerkende sine troende børns tjeneste i Guds
elskede søn, ved hvis nåde og kraft de har virket. De, som ved at bruge deres evner til gode
gerninger, har søgt at udvikle og fuldkomme en kristelig karakter, vil i den tilkommende
verden høste, hvad de har sået. Den gerning, der blev påbegyndt på jorden, vil nå sin
fuldendelse i det højere og helligere liv, som varer evigheden igennem.
(87) »Når I beder, skal I ikke være som hyklerne«
Farisæerne havde bestemte bedetimer, og det hændte ofte, at de befandt sig ude, når det
fastsatte tidspunkt indtraf. Hvor de end opholdt sig, måske ude på gaden eller på torvet midt
iblandt travle menneskeskarer, fremsagde de med høj røst deres vanemæssige bønner. En
sådan tilbedelse udelukkende med selvforherligelse for øje gav anledning til en
uforbeholden irettesættelse fra Jesu side. Han tog ikke afstand fra offentlig bøn; han bad
selv sammen med sine disciple og i mængdens nærværelse. Derimod lærer han, at privat bøn
ikke skal holdes offentligt. Under andagtsstunden i lønkammeret skal vore bønner ikke
komme nogen anden for øre end vor bønhørende Gud. Intet nysgerrigt øre skal høre, hvad
der kommer til udtryk i sådanne bønner. »Men når du beder, så gå ind i dit kammer.« Hav et
sted, hvor du holder bøn i enrum. Jesus havde udvalgte steder, hvor han plejede samfund
med Gud, og det bør også vi have. Vi behøver at trække os tilbage til et eller andet sted,
ligegyldigt hvor uanseligt det er, hvor vi kan være alene med Gud.
(88) »Bed til din Fader, som er i det skjulte.« I Jesu navn kan vi komme frem for Gud med
barnets tillidsfuldhed. Intet menneske behøver at optræde som mellemmand. Gennem Jesus
kan vi åbne vore hjerter for Gud som for en, der kender os og elsker os.
(88) I bønnens lønkammer, hvor Gud alene ser, og hvor han alene hører, kan vi udøse vore
lønligste ønsker og længsler for Faderen, hvis medlidenhed er ubegrænset. I sjælens stilhed
og ro vil den stemme, der aldrig undlader at besvare råbet om menneskelig trang, tale til
vore hjerter.
(88) »Thi Herren er nåderig og barmhjertig.« I utrættelig kærlighed venter han på at høre
de genstridiges bekendelse og godkende deres bodfærdighed. Han spejder efter et eller andet
udslag af taknemmelighed hos os, ligesom moderen spejder efter det anerkendende smil hos
sit elskede ham. Han ønsker, at vi skal forstå, hvilken inderlighed og ømhed han nærer for
47