Med Mesteren Pa Bjerget

Med Mesteren på bjerget
som kender den virkelige sandhed. Kendskab til de frygtelige straffedomme, som denne
synd har medført, øver en hæmmende indflydelse på dem.
(72) Men hvis der er nogen, som med god grund kan vidne under ed, kan en kristen gøre
det. Han lever stadig som for Guds åsyn og ved, at hver tanke er åbenbar for hans øjne, for
hvem vi skal stå til regnskab; og når det på lovlig vis kræves af ham, gør han ret i at tage
Gud til vidne på, at hvad han siger, ikke er andet end den rene sandhed.
(72) Jesus påpegede videre et princip, der ville gøre edsaflæggelse unødvendig. Han lærer,
at den nøjagtige sandhed bør være en lov i al tale. »Jeres tale skal være ja, ja! nej, nej! hvad
der går ud over det, er af det onde.«
(72) Disse ord fordømmer alle de intetsigende udtryk og fyldord, som grænser til vanhellig
tale. De fordømmer de falske komplimenter, den omgåelse af sandheden, de smigrende
fraser, de overdrivelser, de i handel forekommende fremstillinger, som er almindelige i
menneskenes indbyrdes omgang og i forretningslivet. De lærer os, at den, der søger at give
det udseende af at være noget, som han ikke er, eller hvis ord ikke giver udtryk for, hvad
han virkelig mener i sit hjerte, kan ikke kaldes sand færdig.
(72) Dersom der bliver taget hensyn til disse Kristi ord, ville det afværge tilkendegivelsen
af ond mistanke og uvenlig kritik; thi hvem kan, når han ud taler sig om en andens
handlinger og bevæggrunde, være vis på, at han nøjagtig taler sandhed« Hvor ofte sker det
ikke, at stolthed, lidenskab eller personligt nag farver hans indtryk! Et blik, et ord eller
endog tonefaldet kan være udtryk for falsk hed. Selv kendsgerninger kan fremholdes på en
sådan måde, at de giver et falskt indtryk. Og »hvad der går ud over det, er af det onde.
(73) Alt, hvad en kristen gør skal være gennemsigtigt som solskin. Sandheden er fra Gud;
bedrag i alle dets utallige former er i hvert eneste tilfælde fra Djævelen. Og enhver, der i
nogen henseende af viger fra sandhedens rene linjer, forråder sig selv til den ondes vold. At
sige den rene sandhed er dog ingen let sag. Vi kan ikke sige sandheden, med mindre vi
kender sandheden; og hvor ofte er det ikke tilfældet, at forudfattede meninger, indre for
dom, mangelfuldt kendskab og et urigtigt skøn hindrer en korrekt forståelse af ting, vi har
med at gøre! Vi kan ikke tale sandhed, medmindre vore tanker hele tiden ledes af ham, som
er sandheden.
(73) Gennem apostelen Paulus byder Kristus øs: »Jeres tale skal altid være vindende".
»Lad ingen rådden tale udgå af jeres mund, men kun ord, som er gode til fornøden
opbyggelse, så de kan blive til velsignelse for den, der hører dem". (Kol. 4,6; Ef. 4,29). I
lyset af disse bibelsteder viser det sig, at Kristi ord på bjerget fordømmer spøg, fjas og
ukysk tale. De kræver, at vore ord ikke alene skal være sande, men rene.
(73) De, der har lært af Kristus, vil ikke være »meddelagtige i mørkets golde gerninger". I
tale som i vandel vil de være enkle, ligefremme og sanddru, thi de bereder sig til samfundet
med de hellige, i hvis mund der er ikke »fundet løgn". (Ef. 5,11; Åb. 14,5).
39