Med Mesteren Pa Bjerget

Med Mesteren på bjerget
Kapitel 4 - Det rette motiv i tjenesten
(83) »Vogt jer for at øve jeres retfærdighed for menneskene, for at de skal lægge mærke til
jer«
Kristi ord på bjerget var et udtryk for, hvad hans liv havde været et stiltiende vidnesbyrd
om, men som folket ikke havde forstået. De kunne ikke indse, hvorfor han, der besad så stor
magt, undlod at bruge den til at sikre sig det, som efter deres mening var det højeste gode.
Deres ånd og deres motiver var modsætninger til hans. Medens de gav sig ud for at være
meget nidkære for lovens værdighed, var det i virkeligheden selvforherligelse, de stræbte
efter, og Jesus ønskede at gøre det klart for dem, at den, der elsker sit eget jeg, er en lov
overtræder.
(83) Men de principper, farisæerne hyldede, er sådanne, som kendetegner menneskene til
alle tider. Farisæismens ånd er menneskenaturens ånd; og når Frelseren påviste
modsætningen mellem hans og rabbineres ånd og metoder, er hans lære lige anvendelig til
enhver tid.
(83) I Kristi dage forsøgte farisæere til stadighed at fortjene Guds velbehag for derved at
sikre sig den timelige ære og fremgang, som de anså for at være dydens belønning. Samtidig
stillede de deres godgørenhed til skue for menneskene for at vække opmærksomhed og
vinde anseelse for hellighed.
(84) Jesus talte irettesættende om deres praleri og erklærede, at Gud ikke anerkender en
sådan tjeneste, og at den smiger og beundring fra folkets side, som de så begærligt søgte
efter, var al den belønning, de nogensinde ville opnå.
(84) »Men når du giver almisse,« udtalte han, »så lad din venstre hånd ikke vide, hvad din
højre gør, for at din almisse kan være i det skjulte. Så skal din Fader, som ser i det skjulte,
betale dig.«
(84) Med disse ord lærte Jesus ikke, at venlige handlinger altid skulle hemmeligholdes.
Apostelen Paulus, der skrev ved Helligånden, lagde ikke skjul på de makedoniske kristnes
ædelmodige selvopofrelse, men fortalte om den nåde, Kristus havde virket i dem, og således
blev andre grebet af den samme ånd. Han skrev også til menigheden i Korinth og udtalte, at
dens nidkærhed havde ægget såre mange. (2Kor. 9,2).
(84) Kristi egne ord klargør hans mening, nemlig at hensigten med godgørende handlinger
ikke bør være at vinde ros og ære af mennesker. Sand gudsfrygt leder aldrig til, at man
stræber efter at stille sig selv til skue. De, der tragter efter rosende og smigrende ord og
nyder disse som en lækkerbisken, er kristne kun af navn.
(84) Ved deres gode gerninger skal Kristi efterfølgere ikke bringe ære til sig selv, men til
ham, ved hvis nåde og kraft de har handlet. Det er ved Helligånden, enhver god gerning
45