Med Mesteren Pa Bjerget

Med Mesteren på bjerget
Kapitel 3 - Lovens åndelige natur
(51) »Jeg er ikke kommet for nedbryde, men for at fuldkomme«
Den, der under torden og ildslue forkyndte loven på Sinaj bjerg, var Kristus. Som en
fortærende ild hvilede Guds herlighed over Sinaj, og bjerget rystede under Guds
nærværelse. Liggende udstrakt på jorden havde Israels hærskarer med ærefrygt lyttet til de
hellige bud i loven. Hvilken modsætning til begivenheden på saligprisningernes bjerg!
Under sommerhimmelen, hvor fuglenes sang var den eneste lyd, der afbrød stilheden, ud
foldede Jesus sit riges principper. Og dog var han, som den dag talte til folket i kærlighedens
sprog, i færd med at oplade for dem grundsætningerne i den lov, der blev forkyndt på Sinaj.
(51) Dengang loven blev givet, var Israel blevet nedværdiget som følge af den langvarige
trældom i Ægypten og behøvede at få indtryk af Guds magt og storhed; men ikke desto
mindre åbenbarede han sig for dem som kærlighedens gud.
(51) »Herren kom fra Sinaj, Fra Sejr fremstråled han for dem, Brød frem i lysglans fra
Parans bjerg Og kom fra Meribat-Kadesj). Ved hans højre hånd lued ild dem i møde.
Visselig, han elsker sit folk Alle hans hellige er i hans hænder; Og de sætter sig ved din fod
Og tager mod ord fra dig.« (5Mos. 33,2-3).
(52) Det var for Moses, Gud åbenbarede de vidunder lige ord, der er blevet værnet om som
alle tiders nedarvede skat: »Herren, Herren, Gud, som er barmhjertig og nådig, langmodig
og rig på miskundhed og trofasthed, som bevarer miskundhed mod tusinder, som tilgiver
brøde, overtrædelse og synd.« (2Mos. 34,6-7).
(52) Den lov, der blev givet på Sinaj, var udtrykket for kærlighedens princip, for jorden en
åbenbaring af himmelens lov. Den blev formidlet ved en guddommelig mellemmands hånd
forkyndt af ham, ved hvis magt menneskenes hjerter kunne stemmes i harmoni med dens
principper. Gud åbenbarede lovens hensigt, da han sagde til Israel: I skal være mig hellige
mænd.« (2Mos. 22,31).
(52) Men Israel havde ikke forstået lovens åndelige natur, og deres foregivne lydighed
bestod alt for tit kun i en overholdelse af former og ceremonier snarere end i en overgivelse
af hjertet til kærlig hedens overhøjhed. Når Jesus i sin karakter og i sin gerning fremstillede
Guds hellige, kærlige og faderlige egenskaber for menneskene og påviste værdiløsheden af
en blot og bar ceremoniel lydig hed, kunne de jødiske ledere ikke modtage eller forstå hans
ord. De mente, at han dvælede alt for lidt ved lovens krav; og når han fremholdt dem de
sandheder, der netop udgjorde kærnen i deres guddommeligt forordnede tjeneste, medens de
kun så på det overfladiske, anklagede de han for forsøg på at kuldkaste loven.
(53) Skønt Kristus talte roligt, faldt hans ord med en alvor og en kraft, som greb
menneskenes hjerter. De ventede at høre en gentagelse af rabbinernes livløse vedtægter og
krav, men forgæves; de blev »slået af forundring over hans lære; thi han lærte dem som en,
28