Med Mesteren Pa Bjerget

Med Mesteren på bjerget
(94) »Når I altså er opvakt sammen med Kristus, så søg det, som er oventil, hvor Kristus er
siddende ved Guds højre hånd.« (Kol. 3,1).
(94) »Dersom dit øje er sundt, bliver hele dit legeme lyst«
At være helt optaget af det mål, man har for øje, være udelt i sin hengivenhed for Gud dette
er, hvad disse Frelserens ord påpeger nødvendigheden af. Sæt dig alvorligt og urokkeligt
som mål at finde sandheden og at adlyde den uden hensyn til omkostningen, så vil du
erholde guddommelig oplysning. Sand gudsfrygt begynder, når al eftergivenhed over for
synd ophører. Da vil hjertets tale finde sit udtryk i apostelen Paulus ord: »Men et gør jeg:
idet jeg glemmer, hvad der er bagved, og rækker efter det, der er foran, jager jeg frem mod
målet, den sejrspris, som Gud fra det høje kaldte os i Kristus Jesus.« Jo, jeg regner i sandhed
alt for tab i sammenligning med det langt højere at kende Kristus Jesus, min Herre. For hans
skyld har jeg lidt tab på alt og regner det for skam, for at jeg kan få Kristus igen.« (Fil. 3,13-
14. og 8).
(95) Men når øjet formørkes af egenkærlighed, er der kun mørke. Men hvis dit øje er sygt,
bliver hele dit legeme i mørke. Det var dette forfærdelige mørke, der indhyllede jøderne i
hårdnakket vantro og gjorde det umuligt for dem at vurdere hans karakter og mission, der
kom for at frelse dem fra deres synder.
(95) Eftergivenhed i fristelse begynder med, at man tillader sindet at vakle og ikke står fast
i sin tillid til Gud. Dersom vi ikke vælger at overgive os helt til Gud, er vi i mørke. Når vi
tager et eller andet forbehold, lader vi en dør blive stående åben, hvorigennem den onde kan
komme ind og forlede os med sine fristelser. Han ved, at dersom han kan fordunkle vort
syn, således at troens øje ikke kan se Gud, vil der ikke være nogen hindring for synden.
(95) En overhåndtagende syndig lyst åbenbarer sjælens forblindelse. Enhver eftergivenhed
over for denne lyst styrker sjælens modvilje mod Gud. Ved at følge den sti, Satan har valgt,
omsluttes vi af ondskabens skygger, og hvert skridt fører os ind i et dybere mørke og
forøger hjertets blindhed.
(95) Den samme lov gælder i den åndelige verden som i naturen. Den, der opholder sig i
mørke, vil til sidst miste evnen til at se. Han indesluttes i en skygge, som er tættere end den
mørke midnatstime, og selv den klareste middagsglans bringer ham intet lys. Han »vandrer i
mørket, og han ved ikke, hvor han går hen, thi mørket har blændet hans øjne. (1Joh. 2,11).
Ved hårdnakket at holde fast ved det onde og med forsæt være Guds kær lige kald overhørig
mister synderen kærligheden til det gode, længselen efter Gud, selve evnen til at modtage
himmelens lys. Nådens indbydelse er fremdeles fuld af kærlighed, og lyset skinner lige så
klart, som da det først dæmrede i hans sjæl, men stemmen lyder for døve øren, og lyset
falder på blændede øjne.
(96) Gud forlader aldrig en eneste sjæl for stedse og lader den gå sine egne veje, så længe
der er noget håb om, at den kan frelses. Vi vender os bort fra Gud, ikke Gud fra os. Vor
51