Med Mesteren Pa Bjerget

Med Mesteren på bjerget
havn til sidst. Kristus har selv betrådt den knudrede vej foran os, og han jævner stien for
vore fødder.
(141) Og opad langs hele den stejle vej, der fører til evigt liv, findes der glædens kildevæld
til vederkvægelse for de trætte. De, der vandrer på visdoms veje. fryder sig overmåde selv i
trængsel, fordi han, hvem deres sjæl elsker, vandrer usynlig ved deres side. Ved hvert trin
opad mærker de tydeligere berøringen af hans hånd; ved hvert skridt falder der klarere glimt
af herligheden fra den usynlige på deres sti, og deres lovsange, der stadig lyder i en højere
tone, opsiger og blander sig med englesange foran tronen. »Retfærdiges sti er som strålende
lys, der vokser i glans til højlys dag.« (Ordspr. 4,18).
(141) »Kæmp I for at komme igennem den snævre port«
Luk. 13,24. Den forsinkede vandringsmand, der skyndte sig for at nå byporten, før solen gik
ned, kunne ikke lade sig opholde af noget undervejs. Han var helt optaget af det ene mål: at
komme ind gennem porten. Et lige så fast forsæt, sagde Jesus, kræver kristenlivet. Jeg har
vist jer karakterens herlighed, som er den sande herlighed i mit rige. Jeg giver jer intet løfte
om jordisk herredømme; men dog fortjener det jeres højeste attrå og bestræbelse. Jeg kalder
jer ikke til kamp for det store verdensriges overhøjhed, men deraf må I ikke slutte, at der
ingen kamp er at udkæmpe ej heller nogen sejr at vinde. Jeg beder jer kæmpe, stræbe
alvorligt for at indgå i mit åndelige rige.
(141) Kristenlivet er en kamp og en march. Men den sejr, der skal opnås, vindes ikke ved
menneskelig magt. Slagmarken er hjertets rige. Det slag, vi må udkæmpe det største slag,
som mennesker nogensinde har været indviklet i gælder overgivelsen af vort eget jeg til
Gud, hjertets hengivelse under kærlighedens overherredømme. Den gamle natur, som er født
af blod og kødets vilje, kan ikke arve Guds rige. De nedarvede tilbøjeligheder, de forrige
vaner, må opgives.
(142) Den, der bestemmer sig til at indgå i det åndelige rige, vil finde, at alle den
uigenfødte naturs kræfter og lidenskaber, støttet af magterne i mørkets rige, samler sig imod
ham. Stolthed og egoisme vil sætte sig op imod alt, hvad der vil påvise, at disse træk er
syndige. Vi kan ikke af os selv besejre de onde ønsker og vaner, der kæmper om overtaget.
Vi kan ikke overvinde den mægtige fjende, der holder os i trældom. Gud alene kan give os
sejren. Han ønsker, at vi skal have herredømmet over os selv, over vor vilje og vore veje.
Men han kan ikke virke i os uden vort samtykke og vort samarbejde med ham. Guds ånd
virke igen nem de evner og kræfter, menneskene har fået. Det kræves af os, at vi bruger vore
kræfter i samarbejde med Gud.
(142) Sejren vindes ikke uden megen og alvorlig bøn, og ikke uden at vi ydmyger os for
hvert skridt. Vor vilje skal ikke tvinges ind i samarbejdet med guddommelige redskaber; den
må underkaste sig frivilligt. Var det end muligt at påtvinge dig Hellig åndens indflydelse
med hundredfold styrke, ville det ikke gøre dig til en kristen, til en skikket undersåt i
Himlenes rige. Satans faste borg ville ikke være nedbrudt. Viljen må stille sig på Guds viljes
77