Med Mesteren Pa Bjerget

Med Mesteren på bjerget
blandet med egoisme og synd. Ligesom den arme tolder står de langt borte, idet de ikke
engang vover at opløfte deres øjne til himmelen, medens de råber: »Gud, vær mig syder
nådig!« (Luk. 18,13). Og de bliver velsignet. Der er tilgivelse for den bodfærdige, for
Kristus er »Guds lam, som bærer verdens synd. Guds løfte lyder: »Er jeres synder som
skarlagen, de skal blive hvide som sne; er de røde som purpur, de skal dog blive som uld".
»Jeg giver jer et nyt hjerte. ..... Jeg giver en ny ånd i jeres indre". (Es. 1,18; Ez. 36,26-27).
(16) Om de fattige i ånden siger Jesus: »Himmeriget er deres. Dette rige er ikke et timeligt
og jordisk herredømme, således som Kristi tilhørere havde håbet. Kristus var i færd med at
oplade sin kærligheds, sin nådes og sin retfærdigheds åndelige rige for menneskene. Lighed
med menneskesønnen udgør Messiasrigets fanemærke. Hans undersåtter er de fattige i
ånden, de sagtmodige, de for retfærdigheds skyld forfulgte. Himmeriget er deres. En
gerning, der vel endnu ikke er fuldbyrdet, er dog begyndt i dem, og den vil gøre dem
»skikkede til at få del i de helliges arvelod i lyset« (Kol. 1,12):
(16) Alle, der har en forståelse af deres dybe sjælelige fattigdom og indser, at der i dem selv
ikke findes noget godt, kan finde retfærdighed og styrke ved at se hen til Jesus. Han siger:
»Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder« (Matt. 11,28). Han byder dig at
ombytte din fattigdom med hans nådes rigdom. Vi er ikke værdige til Guds kærlighed, men
Kristus, vor borgen, er værdig, og han kan til fuldkommenhed frelse alle, der kommer til
ham. Hvilke erfaringer du end måtte have haft i fortiden, og hvor nedslående dine
nuværende omstændigheder end måtte være, vil vor medlidende Frelser møde dig langt
borte og omslutte dig med sin kærligheds arme og indhylle dig i sin retfærdigheds kappe,
dersom du vil komme til Jesus, netop som du er svag, hjælpeløs og fortvivlet. Han
fremstiller os for Faderen iført hans egen karakters hvide klædning. Han taler vor sag hos
Gud og siger: Jeg er trådt i synderens sted. Se ikke på dette vildfarende lam, men se på mig!
Dersom Satan taler højlydt imod vore sjæle, anklager os for Gud og gør krav på os som sit
bytte, så taler Kristi blod med endnu større kraft. »Hos Herren, skal man sige, er retfærd og
styrke ..... I Herren skal al Israels sæd retfærdiggøres og prise dig.« (Es. 45,24-25.)
(17) »Salige er de, som sørger, thi de skal trøstes«
Den sorg, som her omtales, er hjertets oprigtige bedrøvelse over syden. Jesus siger: »Og jeg
- når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig. (Joh. 12,32). Og når nogen
drages, således at han ser Jesus ophøjet på korset, indser han menneskets syndighed. Han
ser, at det er synden, der hudstrøg og korsfæstede herlighedens herre. Han ser, at skønt han
er blevet elsket med en usigelig ømhed, har hans liv været en uafbrudt række af
utaknemmelighed og genstridighed. Han har svigtet sin bedste ven og misbrugt himmelens
kosteligste gave. Han har igen korsfæstet sig Guds søn og på ny gennemboret dette
blødende og knuste hjerte. Han er skilt fra Gud ved et syndens svælg, som er både mørkt og
bredt og dybt, og han sørger med et sønderbrudt hjerte.
9