Med Mesteren Pa Bjerget

Med Mesteren på bjerget
os i sit hjerte. Han indbyder os til at fremlægge vore prøvelser for hans medlidenhed, vore
sorger for hans kærlighed, vore sår for hans lægedom. vor svaghed for hans styrke, vor
tomhed for hans fylde. Aldrig er nogen, der kom til ham, blevet skuffet. »Se hen til ham og
strål af glæde, jeres åsyn skal ikke beskæmmes.« (Jak. 5,11; Sl. 34,6).
(88) De, der søger Gud i løndom og taler til Herren om deres trang og beder om hjælp,
beder ikke for gæves. »Din Fader, som ser i løndom, skal betale dig« åbenbart. Idet vi gør
Kristus til vor daglige ledsager, vil vi føle os helt omsluttet af en usynlig verdens kræfter, og
ved at se hen til Jesus indoptages vi i hans billede. Vi forvandles ved beskuelse. karakteren
mildnes, renses og forædles for det himmelske rige. Den sikre følge af vor omgang og
forbindelse med Herren vil blive en tiltagende gudsfrygt, renhed og inderlighed. Vore
bønner vil blive mere og mere forstandige. Vi får en guddommelig opdragelse, hvilket giver
sig til kende ved et liv i flid og nidkærhed.
(89) Den sjæl, som i daglig og alvorlig bøn søger sin hjælp, sin støtte og sin kraft hos Gud,
vil have ædle formål, klare begreber om sandhed og pligt, høje forsætter i sine handlinger og
en stadig hunger og tørst efter retfærdighed. Ved at holde forbindelsen med Gud ved lige vil
vi i vor omgang med andre være i stand til at meddele dem den fred og den ro, som råder i
vore hjerter. Den styrke, vi opnår ved bøn til Gud, forenet med ihærdig bestræbelse for at
oplære sindet til tænksomhed og påpasselighed, bereder os til de daglige pligter og bevarer
fred i sjælen under alle forhold.
(89) Hvis vi holder os nær til Gud, vil han lægge os et ord i munden, som vi kan tale for
ham til hans navns pris. Han vil lære os en strofe af englenes sang, taksigelse til vor
himmelske Fader. I enhver livets handling vil en iboende frelsers lys og kærlighed
åbenbares. Ydre forstyrrelser kan ikke påvirke det liv, der leves i tro på Guds søn.
(89) Men når I beder, må I ikke lade munden løbe, som hedningerne gør«
(89) Hedningerne mente, at deres bønner i sig selv var en fortjeneste til soning for synd. Jo
længere bønnen var, desto større var således fortjenesten. Der som de kunne opnå hellighed
ved egne bestræbelser, ville de have noget i sig selv, som de kunne glæde sig over, noget at
prale af. Denne forestilling om bøn er et udslag af det selvforsoningens princip, der ligger
ved roden af alle falske religionssystemer. Farisæerne havde tilegnet sig denne hedenske
forestilling om bøn, og den er ingenlunde død i vor tid selv iblandt dem, der bekender sig til
at være kristne. Fremsigelsen af fastsatte, al mindelig brugte formler, når hjertet ikke føler
nogen trang til Gud, er af samme art som hedningernes overflødige ord.
(90) Bøn er ikke et sonemiddel for synd; den besidder i sig selv ingen kraft eller
fortjeneste. Alle de smukke ord, der står til vor rådighed, opvejer ikke en eneste hellig attrå.
Den mest veltalendes bønner er kun tomme ord, hvis de ikke udtrykker de sande følelser i
hjertet. Men den bøn, der kommer fra et oprigtigt hjerte og er et udtryk for sjælens virkelige
trang, ligesom når vi beder en jordisk ven om en tjeneste i forventning om, at den vil blive
efterkommet dette er troens bøn. Gud attråer ikke vore formelle høflighedsbeviser; men det
48