Med Mesteren Pa Bjerget

Med Mesteren på bjerget
fortjeneste, men den er en gave, og grundlaget for dens meddelelse er Kristi pletfri
retfærdighed.
(118) Vi bør ikke søge at gøre vor brøde mindre, end den er, ved at undskylde synden. Vi
må godkende Guds mening om synd, og den er i sandhed streng. Golgatha alene kan
åbenbare, hvor frygtelig og afskyelig synden er. Hvis vi skulle bære vor egen brøde, ville
den knuse os. Men han, som er uden synd, har stillet sig i vort sted; skønt han var uskyldig,
har han båret vor misgerning. »Hvis vi bekender vore synder« er Gud »trofast og retfærdig,
så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed. Hvilken herlig sandhed: han
er retfærdig over for sin egen lov, medens han dog er alle deres retfærdiggøre, som tror på
Jesus! »Hvo er en Gud som du, der tilgiver brøde, bærer over med synd hos din ejendoms
rest, ej evigt gemmer på vrede, men gerne er nådig?« (1Joh. 1,9; Mik.7,18).
(118) »Led os ikke i fristelse; men fri os fra den onde«
Fristelse er forlokkelse til synd og stammer ikke fra Gud men fra Satan og fra det onde i
vore egne hjerter. »Gud kan ikke fristes af noget onde, og selv frister han ingen.« (Jak.
1,13).
(118) Den onde søger at lede os i fristelse, for at det slette i vor karakter kan åbenbares for
mennesker og engle, således at han kan gøre krav på, at vi hører ham til. I sin sindbilledlige
profeti hos Zakarias ser man Satan stå ved den højre side af Herrens engel og anklage Josua,
ypperstepræsten, der havde snavsede klæder på, og modsætte sig den gerning, som engelen
ønskede at udføre for Josua. Dette er en fremstilling af det standpunkt, den onde indtager
over for hver sjæl, som Kristus søger at drage til sig. Fjenden forleder os til synd, og derefter
anklager han os for den himmelske verden som uværdige til Guds kærlighed. »Men Herren
sagde til Satan: Herren true dig, Satan, Herren true dig, han som udvalgte Jerusalem. Er ikke
denne en brand, som er reddet ud af ilden?« Og til Josua sagde han: »Se, jeg har taget din
skyld fra dig, og du skal have højtidsklæder på.« (Zak. 3,2-4).
(119) I sin store kærlighed søger Gud at udvikle sin ånds kostelige dyder i os. Han tillader
hindringer, forfølgelse og genvordigheder at møde os, ikke som en forbandelse men som
den største velsignelse i vort liv. Hver fristelse, vi modstår, og hver prøvelse, vi bærer med
frimodighed, bringer os en ny erfaring og befordrer karakterens dannelse. Den sjæl, som
formedelst guddommelig kraft står fristelse imod, åbenbarer for verden og for Himlenes
beboere, at Kristi nåde er tilstrækkelig.
(119) Men ihvorvel vi ikke skal lade os forfærde af prøvelse, selv om den er svær, bør vi
bede Gud om ikke at tillade os at blive ført derhen, hvor vi vil blive ledet på afveje af
lysterne i vore egne onde hjerter. Ved at opsende den bøn, Kristus har givet, overlader vi os
til Guds ledelse og beder om at føre os på trygge stier Vi kan ikke bede denne bøn i
oprigtighed og på samme tid bestemme os til at følge en vej, som vi selv vælger. Vi vil
vente på, at hans hånd skal lede os, og vi vil lytte til hans røst, som siger: »Her er vejen, I
skal gå!« (Es. 30,21).
64