Med Mesteren Pa Bjerget

Med Mesteren på bjerget
De skriftkloge og Farisæerne havde ikke anklaget Kristus alene men også hans disciple for
at være syndere, fordi de undlod at tage hensyn til rabbineres forskrifter og ceremonier.
Disciplene havde ofte været i forlegenhed og følt sig besværede på grund af kritik og
anklage fra deres side, som de havde været vant til at hædre som religiøse lærere. Kristus
afslørede dette bedrag. Han erklærede, at den retfærdighed, som farisæere vurderede så højt,
var værdiløs. Jøderne havde gjort gældende, at de var det særskilte, lovlydige folk, som stod
i yndest hos Gud; men Kristus fremholdt deres religion som blottet for frelsende tro. Al
deres foregivne fromhed, deres menneskelige påfund, ja, endog den overholdelse af lovens
udvortes krav, som de roste sig af, kunne ikke gøre dem hellige. De var ikke rene af hjertet,
ej heller var de ædle og kristne i deres karakter.
(59) En lovmæssig religion er ikke tilstrækkelig til at bringe sjælen i overensstemmelse
med Gud. Farisæeres hårde og strenge rettroenhed, som var blottet for bodfærdighed, ømhed
og kærlighed, var kun en anstødssten for syndere. De var ligesom saltet, der havde mistet sin
smag, for deres indflydelse besad ingen kraft til at bevare verden fra fordærvelse. Den
eneste sande tro er den, der »er virksom i kærlighed« (Gal. 5,6) og renser sjælen. Den er lig
en surdej, som forvandler karakteren.
(59) Alt dette burde jøderne have lært af profeteres undervisning. Århundreder i forvejen
havde sjælens råb om retfærdiggørelse hos Gud fundet udtryk og var i profeten Mikas ord:
»Med hvad skal jeg møde Herren, bøje mig for højhedens Gud? Skal jeg møde ham med
brændofre, møde med årgamle kalve? Har Herren behag i tusinder af vædre, titusinder af
oliestrømme? ..... Det er sagt dig, o menneske, hvad der er godt, og hvad Herren kræver af
dig: hvad andet end at øve ret, gerne vise kærlighed og vandre ydmygt med din Gud.« (Mik.
6,6-8).
(59) Hvori Farisæismens sande natur består, havde profeten Hoseas påpeget i følgende ord:
»Israel er en tom vinstok, der bærer frugt til sig selv.") Medens jøderne udgav sig for at
tjene Gud, arbejdede de i virkeligheden for sig selv. Deres retfærdighed var frugten af deres
egen anstrengelse for at holde loven, holde den i overensstemmelse med deres egne
begreber og med deres eget egoistiske formål for øje. Derfor kunne den ikke blive bedre,
end de selv var. Ved deres bestræbelser for at gøre sig selv hellige forsøgte de at bringe
noget rent ud af det urene. Guds lov er lige så hellig, som han er hellig, lige så fuldkommen,
som han er fuldkommen. Den, fremstiller Guds retfærdighed for menneskene. Det er
umuligt for mennesket af sig selv at holde denne lov, for mennesket natur er fordærvet,
udartet, helt forskellig fra Guds karakter. Det egenkærlige hjertes gerninger er »urene",
»som en tilsølet klædning al vor retfærd. (Es. 64,5).
(60) Skønt loven er hellig, kunne jøderne ikke opnå retfærdighed ved deres egne
anstrengelser for at holde loven. Kristi disciple måtte erholde retfærdighed af en anden art
end farisæernes, hvis de skulle komme ind i Himmeriget. I sin søn tilbød Gud dem lovens
fuldkomne retfærdighed. Dersom de ville lukke deres hjerter helt op for at tage imod
Kristus, ville selve Guds liv, hans kærlighed, bo i dem og forvandle dem efter hans egen
32