Med Mesteren Pa Bjerget

Med Mesteren på bjerget
det ud, fordi det havde mistet sin kraft og der for var til ingen nytte. Det var en træffende
fremstilling af farisæerne og den virkning, deres religion øvede på samfundet. Det var en
fremstilling af livet hos enhver, fra hvem Guds nådes kraft er veget bort, og som er blevet
kold og er uden Kristus. I menneskers og engles øjne vil en sådan blive betragtet som
usmagelig og utiltalende, uanset hvilken bekendelse han fører. Det er til sådanne, Kristus
siger: »Gid du var kold eller varm! Derfor, fordi du er lunken og hverken varm eller kold,
har jeg i sinde at udspy dig af min mund.« (Åb. 3,15-16).
(43) Uden levende tro på Kristus som en personlig Frelser er det umuligt for os at gøre vor
indflydelse mærkbar i en vantro verden. Vi kan ikke give andre, hvad vi ikke selv er i
besiddelse af. Den indflydelse, vi øver til menneskenes velsignelse og højnelse, står i
forhold til vor egen hengivenhed for og helligelse til Kristus. Hvis der ingen virksom
tjeneste er, ingen sand kærlighed, ingen levende erfaring, så er der heller ingen kraft til at
hjælpe, ingen forbindelse med himmelen, ingen Kristi vellugt ved livet.
(43) Medmindre Helligånden kan bruge os som redskaber, gennem hvilke han kan meddele
verden sandheden, som den er i Jesus, er vi ligesom salt, der mistet sin smag og er ganske
værdiløst. Ved vor mangel på Kristi nåde vidner vi for verden, at den sandhed, vi bekender
os til at tro, ingen helliggørende kraft besidder, og så langt vor indflydelse rækker, gør vi
således Guds ord til intet. »Talte jeg end med menneskers og engles tunger, men ikke havde
kærlighed, da var jeg et rungende malm eller en klingende bjælde. Og havde jeg end
profetisk gave og kendte alle hemmeligheder og sad inde med al kundskab, og havde jeg al
tro, så jeg kunne flytte bjerge, men ikke havde kærligheden, da var jeg intet. Og uddelte jeg
end alt, hvad jeg ejer, til de fattige, og gav mit legeme hen til at brændes, men ikke havde
kærlighed, da gavnede det mig intet.« (1Kor. 13,1-3).
(44) Når kærlighed fylder hjertet, vil den strømme ud til andre, ikke af hensyn til goder,
man har modtaget af dem, men fordi kærlighed leder til handling. Kærligheden omdanner
karakteren, behersker vore indskydelser, undertrykker fjendskab og forædler vore
tilbøjeligheder. Denne kærlighed er vidtspændende som universet og er i samklang med den
samme egenskab hos de tjenende engle. Når den findes i hjertet, forsøder den hele livet og
spreder sin velsignelse over alle i nærheden. Dette, og intet andet end dette, kan gøre os til
jordens salt.
(44) »I er verdens lys«
Når Jesus lærte folket, gjorde han sin undervisning interessant og fængslede tilhørernes
opmærksomhed ved en hyppig anvendelse af naturbilleder fra deres omgivelser. Folket var
kommet sammen i den tidlige morgenstund. Den herlige sol, der steg højere og højere på
den blå himmelhvælving, fordrev skyggerne, som endnu gemte sig i dalene og mellem de
snævre bjergkløfter. Stråleglansen på den østlige himmel var endnu ikke forsvundet, sollyset
fyldte landskabet med sin pragt, og søens rolige overflade kastede det gyldne lys tilbage og
genspejlede de rosenfarvede morgenskyer. Dugdråber funklede på hver knop, hver gren og
23