Med Mesteren Pa Bjerget

Med Mesteren på bjerget
Jøderne var så strenge med hensyn til ceremoniel renhed, at deres vedtægter var yderst
byrdefulde. Regler og forbud og frygt for udvortes besmittelse optog deres tanker, og de så
ikke den mørke plet, som egenkærlighed og had sætter på sjælen.
(31) Jesus omtaler ikke denne ceremonielle renhed som en af betingelserne for at indgå i
hans rige, men påpeger nødvendigheden af hjertets renhed. Visdommen ovenfra er »først og
fremmest ren« (Jak. 3,17). Intet, der besmitter, vil kunne indgå i Guds stad; alle dens
beboere vil være blevet rene i hjertet. Hos den, der lærer af Jesus, vil der vise sig en
tiltagende afsmag for ligegyldighed i opførsel, usømmelig tale og grove tanker. Når Jesus
bor i hjertet, vil tanker og opførsel vidne om renhed og dannelse.
(31) Men Jesu ord: »Salige er de rene af hjertet,« har en dybere mening. De sigter ikke blot
til renhed i den betydning, verden opfatter renhed: fri for det sanselige, ren for begærlighed,
men ren i sjælens lønlige hensigter og bevæggrunde, fri for stolthed og egenkærlig higen,
uegennyttig, barnlig.
(32) Kun lige kan vurdere lige. Med mindre man i sit eget liv tilegner sig den selvopofrende
kærligheds princip, som er princippet i Guds karakter, kan man ikke kende Gud. Det af
Satan bedragne hjerte ser Gud som et tyrannisk, ubarmhjertigt væsen. Menneskenes, ja
endog Satans egoistiske egenskaber tillægges den kærlige skaber. »Du tænkte,« siger
Herren, »at jeg var ganske som du.« »Sl. 50,21. Hans forsyns tilskikkelser tolkes som udtryk
for en vilkårlig, hævngerrig natur. Således behandles også Bibelen, hans nådes skatkammer.
Glansen af hans sandheder, der er høje som himmelen og omspænder evigheden, bliver ikke
påagtet. For det store flertal af menneskene er Kristus selv kun »som et rodskud af udtørret
jord", og de ser ham »uden skønhed og pragt", så de kunne synes om ham. (Es. 53,2). Da
Jesus var iblandt menneskene som en Guds åbenbaring i menneskelig skikkelse, udtalte de
skriftkloge og farisæerne til ham: »Du er en samaritaner og besat.« (Joh. 8,48). Endog hans
disciple var i den grad forblindede af egenkærligheden i deres hjerter, at de var sene til at
forstå ham, som var kommet for at åbenbare Faderens kærlighed for dem. Dette var grunden
til, at Jesus vandrede ensom midt iblandt menneskene. Kun i himmelen blev han fuldt ud
forstået.
(32) Når Kristus kommer i sin herlighed, kan de ugudelige ikke holde ud at se ham. Hans
ansigts lys, der er liv for dem, som elsker ham, er døden for de gudløse. Forventningen om
hans komme er for disse »en frygtelig forventning om dom og en nidkærhedsbrand.« (Hebr.
10,27). Når han åbenbares, vil de bede om at blive skjult for hans ansigt, der døde for at
genløse dem.
(33) Men for de hjerter der er blevet renset ved Helligånden er alting forandret. De kan
kende Gud. Moses blev skjult i klippehulen, da Herrens herlighed åbenbaredes for ham; og
det er, når vi skjuler os i Kristus, at vi skuer Guds kærlighed.
(33) »Den som elsker hjertets renhed, hvis læber er yndige, hans ven er kongen.« (Ordsp.
22,11). Ved tro ser vi ham her, ser ham nu. I vor daglige erfaring ser vi hans godhed og
17