Med Mesteren Pa Bjerget

Med Mesteren på bjerget
Den grund, vi nu og altid kan påberåbe os, er vor store trang og vor yderst hjælpeløse
tilstand, der gør ham og hans genløsende kraft til en nødvendighed.
(131) Ønsk dig ikke hans velsignelse alene, men ham selv. »Bliv ven med ham og hold
fred.« Søg, så skal du finde. Gud søger efter dig, og netop det ønske, du nærer om at komme
til ham, er kun hans ånds dragelse. Giv efter for denne dragelse. Kristus taler de fristedes, de
vildfarendes og de vantroendes sag. Han søger at løfte dem op i samfundet med ham. »Hvis
du søger ham, vil han lade sig finde af dig.« (Job 22,21; 1Krøn. 28,9).
(132) »Bank på. Vi kommer til Gud efter særskilt indbydelse, og han venter på at kunne
byde os velkommen ved vort foretræde for ham. De første disciple, der fulgte Jesus, lod sig
ikke nøje med en hastig samtale med ham på vejen. De sagde: »Rabbi! ..... hvor bor du? .....
Da gik de med og så, hvor han boede, og de blev hos ham den dag.« Således kan også vi
blive indført i den inderligste fortrolighed med Gud og i samfundet med ham. »Den, som
bor i den højestes skjul, skal dvæle under den almægtiges skygge.« Lad den, der ønsker
Guds velsignelse, banke på nådens dør og vente der i tryg forvisning og sige: For du, Herre,
har sagt: »Thi hver, som beder, han får, og den, som søger, han finder, og den, som banker
på, for ham skal der lukkes op. (Joh. 1,38-39; Sl. 91,1)
(132) Jesus betragtede dem, der var samlet for at høre hans ord, og ønskede inderligt, at
den store skare måtte vurdere Guds nåde og miskundhed. For at belyse deres trang og Guds
villighed til at give taler han til dem om et sultent barn, der beder sine jordiske forældre om
brød. »Findes der mon nogen fader iblandt jer,« sagde han, »som vil give sin søn en sten,
når han beder om brød?« Han henviser til forældres ømme, naturlige kærlighed til deres
børn og siger derpå: »Når da I, som er onde, forstår at give jeres børn gode gaver, hvor
meget snarere vil så ikke Faderen fra himmelen give Helligånden til dem, som beder ham!«
Intet menneske med et faderhjerte ville afvise sin søn, som er sulten og beder om brød.
Kunne de tænke sig ham i stand til at drive spøg med sit barn, i stand til ondskabsfuldt at
plage barnet ved at foregøgle det noget blot for at påføre det skuffelse« Ville han love at
give det god og nærende føde og så give det en sten? Og skulle nogen vanære Gud ved at
tænke, at han ikke ville svare på sine børns bønner?
(133) Hvis nu I, som er menneskelige og onde »ved at give jeres børn gode gaver, hvor
meget mere skal da Faderen fra himmelen give Helligånden til dem, som beder ham?« Den
Helligånd, Guds egen repræsentant, er den største af alle gaver. Den indbefatter alle gøder.
Selv Skaberen kan ikke give os noget større, noget bedre. Når vi beder Herren om at have
medynk med os i vor nød og vejlede os ved sin Helligånd, vil han aldrig afvise vor bøn. Det
er muligt endog for en far eller en mor at afvise sit sultne barn, men Gud kan aldrig afslå det
trængende og længselsfulde hjertes råb. Med hvilken vidunderlig ømhed har han ikke
skildret sin kærlighed! Til dem, der i mørke dage synes, at Gud ikke agter på dem, lyder
dette budskab fra Faderens hjerte: Zion siger: »Herren har svigtet mig, Herren har glemt
mig! Glemmer en kvinde sit diende barn, en moder, hvad hun bar under hjerte? Ja, selv om
72