Robust Arkitektur (pdf) - Kunstakademiets Arkitektskole

108
Det er ikke kun commitment-væggen, som lever videre i de gamle Orangemedarbejderes
bevidsthed. Det er også de ord og slogans, som var skrevet på
væggene rundt omkring i bygningen. De fleste af disse vægge fremstår i dag
som gråmalede flader, hvilket sandsynligvis en af forklaringerne på, at nogle af
medarbejderne ser tilbage på Orange-tiden som mere markant.
Generelt kan man sig, at det virker til, at det er de elementer, som har knyttet sig
tættest til medarbejdernes hverdag, der har været bedst til at overleve over tid. Det
virker ikke til, at Feng Shui-elementer var i stand til at forankre sig i organisationen,
fordi de var for svære at aflæse. De tiltag, som derimod involverede medarbejderne,
som for eksempel commitment-væggen, lever stadig i organisationen, selvom de
nu er malet over. De har styrke, fordi de kobler sig direkte på hverdagen og kommer
til at fungere som et bindeled mellem den enkelte medarbejder og organisationens
fælles værdier og mål. Men som i tilfældet med commitment-væggen har de også
den svaghed, at de hurtigt kan blive frosne tidsbilleder. Væggen med medarbejdernes
underskrift, som fortæller om fællesskabet på det tidspunkt, hvor væggen blev
lavet, kan pludselig blive et symbol på nedgangstider i takt med, at flere og flere af
navnene på væggen forlader organisationen.
Den fortælling, som jeg oplevede stod stærkest i alle medarbejderes bevidsthed,
var fortællingen om pistolen. Den kendte både de gamle Orange-medarbejdere
og de nytilkomne Telia-medarbejdere. Den var blevet til en fælles historie, som
også blev videregivet til nye medarbejdere. Til forskel fra commitment-væggen
og slogans på væggen var pistolhistorien abstrakt nok til også at finde indpas i
den nye organisation. Telias direktører sidder i de samme kontorer som de gamle
Orange-direktører. Historien har derfor ikke mistet sin betydning. Den kan stadig
knytte bygningens udformning sammen med organisationens udformning. Det
virker ikke som om, at organisationen bevidst forsøger at holde liv i fortællingen.
Den har nærmest fået sit eget liv og bliver overført fra medarbejder til medarbejder,
som en del af indføringen i den særlige kultur på stedet. Hvor nogle fortællinger
fra bygningens første tid helt er forsvundet, og andre kun lever i mindet hos nogle
medarbejdere, er det lykkedes fortællingen om pistolen at forblive en levende del
af organisationen.