Robust Arkitektur (pdf) - Kunstakademiets Arkitektskole

Telia, panoptikonrummet
2003
Foto: KHR
til enten telefonsamtaler eller samtaler på tomandshånd. Efter den første time
besluttede jeg at flytte om på den anden side af panoptikonrummet, hvorfra jeg
kunne observere loungen forholdsvis ubemærket. I den næste time observerede jeg
tre personer gøre brug af loungen. De to første gange var det personer, som kom
gående hen ad gangen, imens de talte i telefon. Når de kom til loungen, slog de sig
ned, indtil samtalen var forbi, hvorefter de gik tilbage til kontoret. Efter cirka en halv
time kom der en medarbejder, som satte sig i det hjørne, hvor jeg tidligere havde
siddet. Hun satte sig og læste i nogle papirer. Efter cirka tyve minutter rejste hun sig
og gik tilbage til kontoret igen. I den periode, hvor hun sad i loungen, var der ingen
andre, som satte sig der. Brugen af gangarealet var på samme niveau som tidligere.
Der var cirka 30 personer, som gik og førte enten samtaler, eller som talte i telefon. I
løbet af den time, hvor jeg observerede, var loungen i brug cirka halvdelen af tiden.
Ud fra disse observationer begynder der at danne sig et mønster. Loungen virker
åbenbart ikke specielt tiltrækkende på medarbejderne, som foretrækker at anvende
gangarealet både til personlige samtaler og til telefonsamtaler. Sidder der allerede
nogen i loungen, vælger man ikke at sætte sig. Forklaringen på loungens manglende
popularitet kan derfor måske findes i dens placering. Den er placeret centralt i
bygningen, hvilket gør, at den skal servicere en hel etage. Dette gør imidlertid, at
der er forholdsvis langt fra den enkelte medarbejders plads til loungen. Den typiske
situation er, at man, hvis man for eksempel taler i telefon, går ud af kontorområdet
og over på den anden side af panoptikonrummet, hvor man så går lidt frem og
tilbage i gangen, men man holder sig forholdsvis til den gangbro, som fører tilbage
til ens arbejdsstation. Der er tydeligt en grænse for, hvor langt man bevæger sig
væk fra sit skrivebord, og loungen ligger åbenbart uden for denne grænse. De
foretrukne opholdsarealer er gangbroerne over panoptikonrummet, som ligger tæt
på medarbejdernes egne arbejdsstationer. Afstanden har en betydning for, om man
gør brug af en mulig funktion. Da skrivebordet for de fleste er omdrejningspunktet
i arbejdssituationen, er der grænser for, hvor langt man bevæger sig væk fra
dette udgangspunkt, da man også skal tilbage hertil og genoptage de aktiviteter,
man havde gang i, inden man blev nødt til at forlade kontoret. I modsætning til
enkeltmandskontoret, hvor de fleste aktiviteter foregår inden for det samme fysiske
og sociale rum, bliver arbejdslivet i det åbne kontorlandskab delt op i forskellige
parallelle fysiske og sociale rum, hvor forskellige typer af aktiviteter kan udfolde sig.
133