Robust Arkitektur (pdf) - Kunstakademiets Arkitektskole

142
territorium, den er lige så meget en del af deres territorium, fordi de er tvunget til at
se på den hver dag. Territorierne er blevet flydende og dermed til forhandling.
Territorier til forhandling
Da man ikke klart kan afgrænse territorierne i det åbne kontor, må grænserne opstå
gennem en løbende forhandling. Her skal skabes fælles rammer, en fælles kultur
for, hvordan man indtager og anvender de fysiske rammer. Hvad kan stilles frem
i kontoret, og hvad kan man ikke stille frem? Hvor meget skal man selv kunne
præge sine omgivelser, og hvor stor vægt skal hensynet til ens kollegaer have? Det
er spørgsmål, som er til forhandling. Målet må være at finde en balance mellem
hensynet til den enkelte og hensynet til fællesskabet. En balance, som gør det
muligt for den enkelte medarbejder at skabe sit eget territorium uden at invadere
kollegaernes. Denne balance kan være svær at opnå. En strategi kunne være at
lave en fælles politik på området, hvor man fra ledelsens side definerer de rammer,
som medarbejderne kan skabe deres territorier indenfor. En sådan politik har man
arbejdet med i flere af de eksempler, som jeg har beskrevet i kapitlet. Den strategi
har ikke vist sig specielt frugtbar. Medarbejderne modarbejder de givne regelsæt
og skaber deres egne tolkninger af dem. En mere frugtbar strategi må derfor være
at lade forhandlingerne om territorier udspille sig blandt medarbejderne. Det er i
den daglige brug og den daglige dialog omkring brugen af de fysiske rammer, at
balancen mellem de forskellige hensyn kan skabes. Dette kræver, at medarbejderne
er bevidst om vigtigheden af at tage del i denne dialog, og at der er et forum, som
dialogen kan udspille sig indenfor. Forhandlingssituationen må derfor blive en
integreret del af kulturen på stedet, diskussionen skal løbende holdes i gang og
udvikles i takt med, at arbejdslivet udvikles. Man kan sige, at territorierne er blevet
en del af en demokratisk proces, hvor man i fællesskab skal opbygge en samlende
kultur, som konstant udvikles. Man kan ikke nå frem til den endelige løsning på
problemstillingen. Da der gennem tiden vil ske ændringer og forskydninger i
sammensætningen af medarbejdere og måden, man arbejder på, vil de fysiske
ønsker og behov tillige ændre sig over tid. Nøglen til at opnå balance mellem de
forskellige ønsker og behov må derfor ligge i den løbende forhandling, som ikke
drives af ønsket om en færdig løsningsmodel, men derimod ser løsningen som
noget, der hele tiden udvikles og forandres.