Robust Arkitektur (pdf) - Kunstakademiets Arkitektskole

126
”Fra at vi sad på nogle små kontorer, så kommer vi ind til det her … åbne
kontorlandskab. Jeg har ikke været så skræmt af det, fordi jeg har været på et
andet sted, hvor der var åbne kontorer, så jeg vidste godt, hvordan det var. Men
det er da noget anderledes. Der er noget mere trafik … Man har en større sådan
indlevelse i, hvad der sker rundt omkring en. Og hvis man ellers er en person, som
godt ligesom kan lukke sig selv inde og fungere, så er det jo et godt sted. Dog synes
jeg, at ulempen ved det er … at man er dårligere til at stoppe op og ligesom at
”mingle” eller at lave de der små pauser, hvor man lige banker på et kontor eller
går ind og lige får sig en hyggesnak eller sådan et eller andet – det er jo de der små
opstop … der kan være brug for engang imellem. Dem får man ikke lavet her… det
er der ikke sådan lagt op på samme måde, vel fordi man skal respektere hinandens
arbejde.” 8
Hun beskriver her, hvordan flytningen fra små kontorer, hvor hver medarbejder
havde deres eget afgrænsede kontor, til storrumskontoret uden klare afgræsninger
har ført til en ændring i adfærden. Hun føler ikke, at hun taler på sammen måde
med sine kollegaer længere. Den mere uformelle personlige samtale er forsvundet.
Til gengæld har hun fået mulighed for at følge med i det, som sker på kontoret.
Det er blandt andet i denne mulighed for at følge med i, hvad der foregår, at man
skal finde en af årsagerne til den ændrede adfærd. Hvor et uformelt besøg på en af
kollegaernes kontor før i tiden var et privat møde, som kun involverede de to parter
i samtalen, er det nu blevet en mere åben offentlig handling. En anden medarbejder
beskriver denne situation således:
”Man snakker mere, men man snakker også på en anden måde. Fordi jeg har prøvet
at have mit eget kontor, og der kom folk ligesom ind og så sagde de: ”har du tid
nu?”, og så sagde man: ”ja”, og så satte man sig ned og snakkede. Og så kunne man
godt komme ud for, at man tænke: ”okay, nu har jeg ikke tid mere”, men man kunne
simpelthen ikke rigtig sige det, så det kunne godt blive sådan meget … længere
– sådan lidt kaffeagtigt. Og sådan bliver det aldrig i det åbne kontorlandskab –
selvom man snakker meget, så er folk hurtigt tilbage ved computeren igen, så det
bliver en mere uforpligtende måde at snakke på. Og man kan nemmere lige tage
fat i en eller anden og sige: ”hvad skete der i går, med det der?” – ”nå, okay”, og så
arbejder man hver især videre. Så der er flere små afbrydelser, og der er flere små