Robust Arkitektur (pdf) - Kunstakademiets Arkitektskole

188
ens dagligdag. Der er tale om en social proces, hvor det er gennem dialogen
med sine kollegaer, at man konstruerer et territorium, som ikke har noget fysisk
afgrænsning, men derimod opstår som en fælles norm for, hvad man kan og ikke
kan inden for den fysiske ramme man deles om. Før storrumskontorets tid sad man
ofte i enkeltmands kontorer, her var der en klar afgrænsning mellem den enkelte
medarbejders territorium og resten af organisationen, og denne afgræsning var en
del af bygningens rumlige mulighedsfelt. Måden, bygningen var struktureret på,
skabte mulighed for, at den enkelte medarbejder, både fysisk og socialt, kunne skabe
sit eget rum inden for organisationen. I storrumskontoret sker der en forskydning,
hvor det rumlige mulighedsfelt formindskes og de muligheder, som før var indlejret
i den fysiske struktur, nu er noget, som medarbejderne må forhandle sig til gennem
sociale processer. Formålet er ikke her at diskutere fordelene og ulemperne ved
storrumskontoret, men derimod at se på de ændringer, som er sket med det rumlige
mulighedsfelt. Fra at have været en aktiv medspiller i skabelsen af de fysiske og
sociale rum inden for organisationen er den fysiske struktur nu trådt i baggrunden.
Der er sket en forskydning af mulighedsfeltet fra noget, som før lå indlejret i den
fysiske struktur, til noget, som nu skabes gennem sociale processer.
I Telia-casen, som danner grundlag for analyserne af territorier i storrumskontorer,
var kontorerne struktureret som store åbne rum, hvor op til 65 medarbejdere sidder
i samme kontor. Selvom kontoret er inddelt i forskellige områder, er der helt åbent
mellem de forskellige arbejdsområder, så der er mulighed for at se igennem hele
kontoret, både når man står op, og når man sidder ned. Dette gjorde, at den fysiske
struktur ikke skabte mange muligheder for, at den enkelte medarbejder og det
enkelte team kunne skabe deres eget fysiske territorium. Det rumlige mulighedsfelt
i strukturen må derfor siges at være meget begrænset. Men det betyder ikke, at det
kunne have været anderledes. I mine analyser af Vandflyverhangaren i afsnittet
”Transparens” beskriver jeg, hvordan hangarens struktur skaber en serie af rum,
som åbner mulighed for at skabe mindre territorier, både fysisk og socialt, samtidig
med, at der opstår en stærk sammenhæng mellem disse forskellige delelementer
af de overordnede strukturer. Problematikken omkring den stærke sammenhænge
mellem elementerne vil jeg komme mere ind på i næste afsnit, som omhandler
arkitekturens sammenhængskraft. Fokus her er i stedet rettet mod det rumlige
mulighedsfelt, som opstår i hangaren. Selvom hangaren er en stor åben struktur,