Robust Arkitektur (pdf) - Kunstakademiets Arkitektskole

Denotation og konnotation:
”Brugsobjektet er, set fra et kommunikativt synsvinkel, betegner for det nøjagtigt
og konventionelt denoterede betegnede, som er dets funktion. Mere generelt er
det blevet sagt, at det primære betegnede i en bygning er de foranstaltninger, der
gøres for at bebo den (det arkitektoniske objekt denoterer en måde at bo på). Men
det er klart, at denotationen finder sted, selv om jeg ikke benytter mig af denne
beboelighed og mere generelt af denne objektets brugbarhed).” 5
Her beskriver Eco måden, hvorpå et arkitektonisk objekt denoterer en bestemt
brug. Et tegn indeholder meddelelser af forskellige karakterer. De kan enten være
denoterende eller konnoterende. Det denoterende er forholdet til det, som tegnet i
bogstaveligt forstand refererer til. I arkitekturen vil det derfor være det direkte forhold
mellem funktion og tegn. Denotationen har derfor på mange måder slægtskab med
affordance-begrebet. En stols denotation er for eksempel, at den kommunikerer
muligheden for at sætte sig ned. Dette ligger meget tæt op af stolens affordance.
Der, hvor det at se stolen som tegn skiller sig fra det at se stolen som en række
affordances, er, når man ser på tegnets konnotative side. Tegnet indeholder nemlig
to måder at kommunikere betydning på. Denotationen knytter sig, som beskrevet,
til den bogstavelige side af tegnet. Konnotationen derimod knytter sig til en række
symbolske meddelelser i tegnet. Tager vi stolen som eksempel igen, indeholder den
også en række symbolske meddelelser, som rækker ud over funktionen. Eco bruger
eksemplet en tronstol 6 , som primært kommunikerer muligheden for at sidde ned.
Men kommunikationen har også en konnotativ side, som kommunikerer værdighed,
ophøjethed, kongelighed og magt. Så ud over referencer til funktionen indeholder
tegnet også en række symbolske meddelelser, som rækker ud over objektets
brugsværdi. Denne dobbelthed beskriver Eco ved at inddele funktionen i to dele:
”Det vil nu synes stadig mere ubekvemt at tale om ”funktioner” i forbindelse
med en denoteret utilitas, og om ”symbolske” konnotationer ved alle de andre
kommunikationstyper, som om disse sidste ikke ligeledes repræsenterede sluttede
funktioner: derfor vil vi tale om ”primære funktioner”(som bliver denoteret) og et
kompleks af ”sekundære funktioner”(som bliver konnoteret).” 7
69