Når kassen smækkes i - Rådet for Socialt Udsatte

1 Indledning og problemstillinger
Formålet med undersøgelsen er at kvalificere, underbygge og bibringe ny viden om sanktio-
ner over for kontanthjælpsmodtagerne med særligt fokus på dem, der ikke alene har ledighed
som problem. Der er p.t. meget lidt forskning på området, og undersøgelsen vil derfor være
med til at udfylde det hul, der er i vores viden om brugen af sanktioner i kontanthjælpssystemet.
I Danmark er det en grundlovssikret ret, at velfærdsstaten yder økonomisk understøttelse
til borgere, der ikke kan forsørge sig selv og sine (jf. Grundlovens § 75, stk. 2). Modtageren
af offentlig understøttelse har samtidig pligt til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. For
personer, der modtager hjælp på grund af andre problemer end ledighed (dvs. personer, der i
jobcentret er kategoriseret i matchgruppe 2 eller 3) 1 , gælder, at de skal udnytte deres arbejdsmuligheder
aktivt og tage imod rimelige tilbud om arbejde. De har desuden pligt til at
møde op til samtaler på jobcentret og deltage i tilbud om aktivering. Overholdes disse krav
ikke, kan det udløse en økonomisk sanktion. Lov om aktiv socialpolitik (LAS 2009) fastslår
dog, at der er forskelle i rådighedsforpligtelsen for borgere, der er arbejdsmarkedsparate, og
dem, der ikke er det. I vejledningen til loven indskærpes, at rådighedsforpligtelsen må fortolkes
anderledes, når det gælder kontant- og starthjælpsmodtagere med problemer ud over ledighed.
Her er det kommunens konkrete vurdering, hvorvidt den enkelte udnytter sine arbejdsmuligheder,
ligesom det indskærpes, at der ikke skal gives en sanktion, hvis det ikke
fremmer rådigheden hos kontanthjælpsmodtageren (VEJ 2010). Kommunen har altså et
skønsmæssigt råderum i deres anvendelse af sanktionsreglerne, hvilket også den store variation
i antallet af sanktioner kommunerne imellem indikerer.
Reglerne om, at arbejdsløse skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet, er en del af den aktive
arbejdsmarkedspolitik, som blev indført i 1990’erne, hvor man foretog et sporskifte fra
passiv til aktiv arbejdsmarkedspolitik, der ofte beskrives som et skift ”fra welfare til workfare”.
Fra at have været en betingelsesløs ret blev arbejdsløshedsunderstøttelsen forbundet
med en række krav til de arbejdsløse. Der indføres ret og pligt til uddannelse og jobtilbud,
hvorfor man taler om, at der sker et skift fra et ”forsørgelseskoncept” til et ”aktiveringskoncept”.
Den ny form for workfare er i flere vestlige lande blevet omsat i to strategier: ”human
capital-tilgangen”, som fokuserer på at træne, uddanne og kvalificere de ledige, og ”work
first-tilgangen”, som fokuserer på lavere sociale ydelser og strammere kontrol med arbejdsløses
rådighedsforpligtelse (Torfing 2004). Blandt beskæftigelsesforskere er der enighed om, at
dansk beskæftigelsespolitik op gennem 1990’erne været præget af elementer fra begge strategier,
men at vægtningen klart har været på den første (Torfing 2004; Andersen, Larsen &
Jensen 2003).
I det seneste årti synes vægtningen i dansk beskæftigelsespolitik mellem de to strategier
dog at have ændret sig, hvilket ikke mindst har afspejlet sig på kontanthjælpsområdet (Cas-
1
Kontanthjælpsmodtagere kategoriseres i tre kategorier (1 jobklar, 2 indsatsklar og 3 midlertidig passiv). Hvor de borgere, som er
kategoriseret som 1’ere, forventes at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, så er det ikke tilfældet for 2’erne og 3’erne.
13