Når kassen smækkes i - Rådet for Socialt Udsatte

Den beskrivende statistik viser, at de sanktionerede kontanthjælpsmodtagere har et lavere
forbrug af samtlige medicintyper. Som eksempel kan vi nævne, at knap hver femte sanktione-
rede kontant- eller starthjælpsmodtager købte antidepressiv medicin minimum én gang mel-
lem 2007 og 2009, mens det var hver tredje hos de øvrige kontanthjælpsmodtagere. Næsten
dobbelt så mange ikke-sanktionerede (1,0 versus 1,8%) brugte midler mod opioidafhængig-
hed, såsom metadon, mens der stort set var lige mange købere af midler mod alkoholaf-
hængighed i de to grupper. Også andelen, der købte smertestillende midler og gigtpræpara-
ter, er betragteligt større i gruppen af ikke-sanktionerede kontanthjælpsmodtager. Hvis man
ser på, om en person enten bruger psykofarmaka mod depression, angst eller psykoser – i
stedet for at se på hver gruppe enkeltvis – finder vi samme tendens: 25,4% blandt de sankti-
onerede mod 41,8% hos de øvrige. Her er det værd at stoppe op og notere, at specielt når vi
taler om lægemidler rettet mod alvorlige tilstande som angst eller psykoser, så er der en ikke-
ubetydelig andel af de sanktionerede borgere, som køber denne medicin. Da formålet med
sanktioner netop er at fremme rådigheden, synes det relevant at stille spørgsmålet: i hvor høj
grad hjælper økonomiske sanktioner personer med alvorlige mentale helbredsproblemer til
at leve op til deres rådighedsforpligtelse? 9
Det samme mønster gør sig gældende for psykiatriske hospitalsdiagnoser. Imidlertid så
vi ovenfor en voldsom selektion af yngre mænd ind i sanktionsgruppen, og netop både det
faktum at de sanktionerede i højere grad er mænd, og det at de er unge, kan være en væsent-
lig forklaringsfaktor for de observerede diagnoser og medicinkøb.
Ser vi på de helt unge, så finder vi både, at færre køber receptpligtig medicin generelt,
men også at forskellen mellem sanktionerede og øvrige kontanthjælpsmodtagere mindskes.
For eksempel har knap 15% af de sanktionerede købt antidepressiva mod ca. 24% blande de
øvrige. For smertestillende midler er det knap 9% mod godt 11%. Dette lader dog ikke til at
være tilfældet, når vi måler på andelen med en psykiatrisk hospitalsdiagnose. Her er andelen
blandt de sanktionerede unge den samme som for alle sanktionerede under et. For ikkesanktionerede
er andelen en smule højere, hvilket ser ud til at skyldes, at personer med forstyrrelser
opstået i barndommen og psykiske udviklingsforstyrrelser ikke bliver sanktioneret.
I tillæg bemærkes, at den høje indlæggelsesandel er drevet af diagnoser relateret til stofrelaterede
psykiske tilstande. Helt generelt ser det altså ud til, at psykisk sygdom er mere udbredt
blandt ikke-sanktionerede kontanthjælpsmodtagere.
Hvis vi ser nærmere på den gruppe af kontanthjælpsmodtagere, der har modtaget kontanthjælp
i længere tid (hvor kontanthjælpsforløbet startede i 2008 eller tidligere), så ser vi,
at relativt mange af de sanktionerede har psykiske problemer. Som det fremgår af bilag 4 tabel
D og F, så har 15% af de sanktionerede under 25 år en psykiatrisk diagnose, og 38% af
denne gruppe bruger psykofarmaka. For de lidt ældre modtagere af langvarig kontanthjælp
(25-64 år) er de tilsvarende tal 13% med diagnose og 39% bruger psykofarmaka. Så selvom
det generelle billede er, at de sanktionerede helbredsmæssigt ser ud til at have det bedre end
9
Loven giver mulighed for at fravige rådighedskravet over for bl.a. personer med psykiske lidelser, men da analysen
viser, at sanktioner også anvendes over for kontanthjælpsmodtagere, der bruger psykofarmaka og har psykiatriske diagnoser,
må vi konkludere, at fortolkningen af loven nogle steder fastholder kravet om rådighed over for disse borgere.
43