Når kassen smækkes i - Rådet for Socialt Udsatte

72
Det hele kværner rundt, jeg tuder og kaster op, og jeg sover ikke (…) Det [at være i
det kommunale system] stresser mig.
Selv betegner hun ikke sin sygdom og fysiske skavanker som de største barrierer for at komme
tilbage til arbejdsmarkedet:
Det er det psykiske, som er kommet efterfølgende. Det at man ikke føler, at man
slår til mere, mindreværdskomplekserne og det at man skal sige, at man snart ingenting
kan og ikke får hjælp til det. Alt er gået i sort og i hårdknude og man kan
ikke gøre noget selv. Det er nok det værste, tror jeg, det er det psykiske, som er
kommet på. (Borger 2, sjællandsk)
7.2 En plads på arbejdsmarkedet?
Som allerede eksemplificeret udgør de interviewede borgere en gruppe, der umiddelbart befinder
sig langt fra det ordinære arbejdsmarked og er derfor ikke typisk en gruppe for hvem
sanktioner kan formodes at føre til beskæftigelse, måske snarere tværtimod (Arbejdsmarkedsstyrelsen
2008). Hvis man betragter sanktioner isoleret i forhold til fremmøde i aktivering
eller åbent tilbud, lader sanktioner imidlertid til at have positive følger for flere af de interviewede.
En borger udtaler eksempelvis: ”Det tvinger os jo mere eller mindre til at møde
op, kan man sige. Hvis du ikke møder op, så får du ikke nogen penge. Sådan er det.” (Borger
3, sjællandsk). Sanktioner kan på den måde være med til at sikre, at kommunen eller aktiveringsstedet
bevarer en kontakt til den enkelte kontanthjælpsmodtager, hvilket kan være en
forudsætning for udredning og jobplanlægning for den enkelte borger15 . I forhold til fremmøde
i aktivering tilskriver de interviewede dog ikke selv sanktioner som en afgørende faktor,
men derimod selve indholdet af og formålet med aktiveringen. Nogle af interviewpersonerne
fortæller, at de efter at have været kommet i gang med en aktivering, de selv oplever som meningsfuld
og kompetenceudviklende, har fået en fornyet selvtillid og tro på en mulig fremtid
på arbejdsmarkedet. Som følge deraf er de begyndt at møde stabilt. Ifølge den beskrivende
statistik (jf. kap. 5) udgjorde 42% af alle de sanktionerede i 1. kvartal 2010 unge under 25 år,
hvilket kan være med til at understrege den opdragende hensigt med brugen af sanktioner.
Måske af samme grund giver de yngre interviewpersoner i højere grad udtryk for at acceptere
sanktionerne som et til tider berettiget spark bagi, mens de ældre interviewpersoner i højere
grad oplever det som ydmygende, umyndiggørende og efterspørger at blive behandlet som
voksne mennesker.
Størstedelen af de interviewede borgere giver udtryk for, at de ønsker at komme i ordinær
beskæftigelse; den enkeltes mulighed for at opnå dette diskuteres derfor i dette afsnit.
Hvis det ikke er mangel på motivation, hvad kan så være årsagen til, at de ikke er i arbejde,
15
Dette stemmer overens med, at vi i anden sammenhæng ofte har hørt jobcentermedarbejdere argumentere for nødvendigheden
af en sanktionsorienteret praksislogik, som redskab til at få borgere til at møde op, hvilket fra et professionelt
perspektiv opleves som en forudsætning for at kunne bidrage til at skabe forandring i disse menneskers liv (Projekt
Jobcenterkompas, AKF).