Når kassen smækkes i - Rådet for Socialt Udsatte

Bilag 1: Historisk gennemgang af rådigheds- og sank-
86
1989/90
1993-
1994
tionsregler
Der indføres en ungdomsydelse for de 18-19-årige med krav om, at de skal del-
tage i aktivering, hvis de skal modtage kontanthjælp. Ordningen blev udvidet i
1992, således at alle unge under 25 år på kontanthjælp, som vel at mærke kun
har ledighed som problem, er forpligtet til at deltage i tilbud om aktivering.
Ifølge Jacob Torfing kan den særlige ungeindsats bl.a. ses som et moralsk opgør
med det, der blev set som velbjergede unges sammenkædning af ”sol, sommer
og kontanthjælp” og et ønske om at signalere, at hjælpen var forbeholdt dem,
der havde reelle forsørgelsesproblemer. Ungeindsatsen havde enorm stor opbakning
i befolkningen, viste en meningsmåling – måske fordi det er en udbredt
opfattelse af, at helt unge ikke har godt af at ”drive den af” (Torfing 2004:
171-174). Ungeindsatsen er en nyskabelse i forhold til datidens lovgivning i og
med, at de unges manglende overholdelse af rådighedspligten kan sanktioneres
med ophør af kontanthjælpen.
Ved årsskiftet 1993/1994 gennemførte den nyvalgte SR-regering den første store
arbejdsmarkedsreform, og her kom arbejdsløses pligt til at stå til rådighed
for arbejdsmarkedet via aktivering i centrum, herunder også økonomiske sanktioner
ved manglende efterlevelse af aktiveringspligten.
Med Lov om kommunal aktivering, som trådte i kraft pr. 1. januar 1994,
blev næsten alle kontanthjælpsmodtagere omfattet af en pligt til aktivering. Den
eneste gruppe, der blev undtaget, var kontanthjælpsmodtagere under 25 år,
som havde problemer ud over ledighed. Loven fik således særlig stor betydning
for de ældre kontanthjælpsmodtagere, da de unge siden 1990 havde været underlagt
en pligt til aktivering, hvis de ville beholde deres kontanthjælp. For unge
under 25 år skulle aktiveringsforløbet senest igangsættes efter en periode
med 13 ugers kontanthjælp, mens det var et år for personer på 25 år og derover
(LKA 1993). I ”Evaluering af Lov om kommunal aktivering” fra SFI (udarbejdet
to år efter lovens ikrafttrædelse) fremgår det, at inden 1994 aktiverede godt
halvdelen af kommunerne de fleste voksne over 25 år, som kun havde ledighed
som problem. Aktiveringen af voksne kontanthjælpsmodtagere over 25 år var
altså ikke et nyt fænomen, men det blev først lovpligtigt med Lov om kommunal
aktivering fra 1994. Personer med problemer ud over ledighed blev dog betydeligt
sjældnere aktiveret end de øvrige grupper inden Lov om kommunal aktivering.
Evalueringen viser, at det stadig gør sig gældende to år efter at loven er
trådt i kraft (Brogaard & Weise 1997: 11-14).
Hvis ikke aktiveringspligten blev efterlevet – og den enkelte ikke have en
rimelig grund – skulle der gives økonomiske sanktioner. Enten ved ophør af
hjælpen ved afvisning af arbejde og tilbud eller ved nedsættelse af hjælpen ved