Når kassen smækkes i - Rådet for Socialt Udsatte

Begge publikationer konkluderer, at selv moderate sanktioner (træk i ydelsen i 2-3 dage)
har en ganske stor effekt på, hvorvidt de berørte forlader offentlig forsørgelse. Effekten gæl-
der både for mænd og for kinder, men der ses visse kønsforskelle i den adfærd, som forårsa-
ger sanktionerne. Mens kvinder har tendens til ikke at tage imod jobtilbud, tenderer mænd til
ikke at acceptere jobplaner og udeblive fra møder med Jobcentret. Svarers publikation fra
2007 viser, at effekten af sanktioner er 50%, mens effekten af sanktionerne i publikationen
fra 2010 er 100%. Det vil sige, at der, ifølge Svarers undersøgelser, er henholdsvis 50 og
100% større sandsynlighed for, at dem, der får en sanktion, overgår fra offentlig forsørgelse
til selvforsørgelse i en given måned set i forhold til dem, der ikke sanktioneres. Effekten er
særlig stor inden for den første måned og mindskes så for helt at aftage efter tre måneder. I
publikationen fra 2007 konkluderes det, at jo hårdere sanktioner des større effekt, og ifølge
Svarer indikerer dette, at den mest omkostningseffektive måde at få arbejdsløse tilbage i beskæftigelse
på er at stramme sanktionerne yderligere.
De danske effektstudier trækker i væsentlig grad på et hollandsk studie af Van den Berg,
m.fl. (2004), der tager empirisk udgangspunkt i kontanthjælpsmodtagere. Ligesom tilfældet
er for de danske undersøgelser, er fokus her på de borgere, der er kategoriseret som arbejdsmarkedsparate,
og som har arbejdsmarkedserfaring. Svarers analyser tager udgangspunkt i
de arbejdsmarkedsparate dagpengemodtagere. Svarer peger på, at resultaterne fra hans studie
indikerer, at:
...svagere arbejdsløse også påvirkes af sanktioner, og i forhold til nogle karakteristika
reagerer de faktisk stærkere end mere arbejdsdygtige grupper (Svarer 2007:
21, egen oversættelse).
Når Svarer argumenterer for, at ”svagere ledige” også vil reagere på sanktioner ved at forlade
offentlig forsørgelse, er det altså stadig kun inden for de arbejdsmarkedsparates rækker, dvs.
blandt de borgere som er kategoriseret som match 1, der er videnskabeligt belæg for dette argument.
På spørgsmålet om, hvorvidt stærkere ledige reagerer mere på sanktionerne end svagere
ledige, konkluderer Svarer lidt forskelligt i 2007 og 2010. I den første publikation finder Svarer,
at resultaterne viser, at sanktioner også virker over for svagere grupper af ledige – måske
endda særlig godt over for dem. I den seneste publikation vurderes det til gengæld, at resultaterne
ikke efterlader noget klart billede af, hvorvidt de svagere ledige reagere mindre/mere
på sanktioner, og det understreges, at resultaterne kun vedrører dagpengemodtagere, der
vurderes at være tættere på arbejdsmarkedet end kontanthjælpsmodtagere. Der kan alene
konstateres to signifikante forskelle: For det første reagerer immigranter og deres efterkommere
stærkere på sanktioner end etniske danskere. Det nævnes, at det både kan ses som udtryk
for, at ledige, der traditionelt har lang ledighed bag sig (og heraf er svagere), reagerer
stærkt på sanktioner, men også at ikke-etniske danskere, der befinder sig i dagpengesystemet,
muligvis tilhører gruppen af stærkere ledige. Det kan dog også fortolkes i retning af, at
sanktionerne fører til, at disse borgere forsvinder ud af offentlig forsørgelse, uden at det betyder,
at de overgår til lønnet arbejde. For det andet reagerer enlige kvinder og især enlige
17