Indhold Indledning - Institut for Æstetik og Kommunikation - Aarhus ...

den, der initierer romanen, er med til yderligere at forstærke Galips (still)
billedlige sanseoplevelse af hende, idet der eksisterer en vekselvirkning
mellem Rüyas moders centrale placering på fotografierne og Rüyas centrale
placering i soveværelsesscenen. Det er i dette forudgående, allerede
eksisterende tankebillede Rüya gestaltes, og mere end noget andet er denne
gestalt betinget af det rumlige miljø, der er knyttet til Galips første oplevelse
af Rüya. 26 Grundlaget for denne reaktivering af barndommens
følelsesmættethed er således Rüyas fotografiske indsats i det perceptive
poetiske billede; denne fremtrædelsesform, samt det faktum, at det
overhovedet er muligt for Galip at iagttage hende (hvor intimiderende denne
oplevelse end måtte være), som sagt den eneste scene, hun i romanens realtid
optræder korporligt i, skyldes udelukkende, at hun sover. Så snart hun
vågner, forlader hun ham, og hverken Galip eller læseren ser hende i live
igen.
De perceptive vilkår for protagonisten er ved første øjekast noget
anderledes i À la Recherche du temps perdu, idet Albertine optræder talrige
gange i romanen, endda særdeles fysisk og sanseligt, men disse møder, disse
glimt, er altid enten skuffende, som det i det ovenanførte citat, eller flygtige,
konstant changerende drømmebilleder, nærmest punktuelle, erotiske
pirringer, der ikke giver hverken beskueren (Marcel) eller læseren et helt
billede af hende. Kun i én enestående sekvens (re)konstrueres Albertine som
et sammenhængende legemligt hele, et fænomen, der netop, ligesom i
tilfældet Rüya, muliggøres ved, at Albertine sover:
Étendue de la tête aux pieds sur mon lit, dans une attitude d’un
naturel qu’on n’aurait pu inventer, je lui trouvais l’air d’une
longue tige en fleur qu’on aurait disposée là; et c’était ainsi en
effet: le pouvoir de rêver que je n’avais qu’en son absence, je le
retrouvais à ces instants auprès d’elle, comme si en dormant elle
était devenue une plante. Par là son sommeil réalisait dans une
certaine mesure, la possibilité de l’amour; seul, je pouvais
penser à elle, mais elle me manquait, je ne la possédais pas.
Présente, je lui parlais, mais étais trop absent de moi-même pour
pouvoir penser. Quand elle dormait, je n’avais plus à parler, je
26 Cf. Gaston Bachelard, La poétique de l’espace, Presses Universitaires de France, Paris, 1970.
14