Indhold Indledning - Institut for Æstetik og Kommunikation - Aarhus ...

temps perdu, og applicerer den på hele den monstrøse kategori som sådan.
Tygstrup konkluderer i sin parafrase af Compagnon:
For at begribe det projekt, som tager form i Prousts roman, må
vi ifølge Compagnon betragte den som udsprunget, ikke af en
homogen og velafgrænset kulturel sammenhæng, men af et
brud, en overgang mellem to verdener og to grundlæggende
forskellige måder at tænke på. Prousts roman tilhører ikke én af
disse to verdener, men er omvendt betinget af netop
diskontinuiteten mellem dem i det enestående og umiskendeligt
proust’ske forsøg på at bygge hen over den voksende kløft
mellem det nittende og det tyvende århundredes mentale og
materielle universer. 5
Om end romanerne har en række iøjnefaldende fællestræk, er det ikke
påstanden, at de alle er ”monstrøse”; til denne specielle kategori henregnes
kun Prousts værk, og mit ærinde er i øvrigt ikke taksonomisk. De synes dog
alle at dele de grundvilkår, Tygstrup skitserer i det ovenstående. Det er
således evident, at Pamuks og Murakamis værker hver især udspringer af ”to
verdener og to grundlæggende forskellige måder at tænke på”, og at netop
diskontinuiteten mellem disse, er afgørende for romanernes udformning.
Fragmenteringen og den deraf følgende nærmest monadologiske
konstruktion af romanerne og deres verdener er i det inderste af dette
forhold. Romanerne er hver især en oversættelse, en gengivelse af et distinkt
rum, knyttet som de er til storbyerne Paris, Istanbul og Tokyo. Som Britta
Timm Knudsen konstaterer, så er stedet og kroppen ”de koordinater, som en
rumlig identitet må koncentrere sig om.” 6 Således er perceptionen af byens
steder og den menneskelige krop et væsentligt element i den
virkelighedsgengivelse, romanerne præsenterer, og det er disse eksistens- og
perceptionsrelaterede identitetskonstituerende transtekstuelle topoi, der vil
blive undersøgt i det følgende.
5 Ibid., p. 18.
6 Britta Timm Knudsen, ”Fænomenologi og topofili”, in Passage 31/32, 1999, p. 78.
4