Indhold Indledning - Institut for Æstetik og Kommunikation - Aarhus ...

Dès le matin, la tête encore tournée contre le mur et avant
d’avoir vu, au-dessus des grands rideaux de la fenêtre, de quelle
nuance était la raie du jour, je savais déjà le temps qu’il faisait.
Les premiers bruits de la rue me l’avaient appris, selon qu’ils me
parvenaient amortis et déviés par l’humidité ou vibrants comme
des flèches dans l’aire résonnante et vide d’un matin spacieux,
glacial et pur; dès le roulement du premier tramway, j’avais
entendu s’il était morfondu dans la pluie ou en partance pour
l’azur. 8
Stilistisk synes der i Den sorte bog at være tale om en adoption af det
proustianske idiom, dets billedgenerøsitet, dets klang og rytme,
karakteristika, der ansætter (d)en umiskendelig(e) (værk)tone. Fortællingens
ydre rammer er ligeledes kongruente: protagonisten befinder sig i begge
tilfælde i sengen, og mens den tidlige morgen ligeledes i begge tilfælde
accentueres, er vinteren, der i Den sorte bog ekspliciteres, i La Prisonnière
implicit. 9 Udover disse relative tids- og stedsmæssige overensstemmelser
korresponderer de i situationerne fremtrædende percepter og
perceptionsfremstillinger: visuelt fremhæves ”des grands rideaux de la
fenêtre” og ”de mørkeblå gardiner” oven over, og gennem hvilke henholdsvis
dagslysets og vinterlysets farvebilleder fremkommer; i begge tekstudsnit er
farven ”[himmel]blå” endvidere den eneste kromatiske indikation. Auditivt
registreres henholdsvis ”[l]es premiers bruits de la rue” og ”vintermorgenens
første lyde” (imitationen fører her til næsten bogstavelig citation), der
forbindes med ”le roulement du premier tramway” og ”[b]iler og gamle
busser, der med mellemrum kørte forbi”.
Mens den ventende hverdag beskrives i malende, nærmest lyriske
vendinger, er der i situationen indlagt en cæsur, der udpeger Rüya som
radikalt forskellig fra det homogene rum, hun er situeret i. (På det formelt
syntaktiske niveau markeres cæsuren af skilletegnet ’kolon’). Cæsuren, der
8 Marcel Proust, La Prisonnière, in À la Recherche du temps perdu V, Gallimard, (coll. Folio),
Paris, 2001, p. 3.
9
Det antages, at den årstid, der i Paris er kendetegnet ved, at luften enten er tynget ”par
l’humidité” eller er ”glacial et pur”, er vinteren. Endvidere oplyses det efterfølgende, at
Albertine og Marcel i en ikke fjern, men ej heller nys forgangen fortid er vendt tilbage til Paris
fra sommeropholdet i badebyen Balbec, hvilket underbygger årtidsbestemmelsen.
7