Indhold Indledning - Institut for Æstetik og Kommunikation - Aarhus ...

tilslutter sig hermed konklusionen, der ikke blot beskriver Albertines
fremtrædelsesforms affekter, men, som demonstreret, ligeledes er dækkende
for Rüyas.
Den sovende elskede er dog ikke, som i analysen af Rüya,
udgangspunktet for Tygstrups analyse, hvorved de begge er tro mod de
analyserede romaners præmisser. I modsætning til Rüya træder Albertine
relativt sent og tøvende ind i romanen, og da det sker, er det ikke som
individ, men som en del af en gruppe af andre purunge piger. Den homogene
masse, i hvilken hun første gang træder frem for fortælleren, kan nok påkalde
sig dennes opmærksomhed, men ”[f]or at forelskelsen kan indtræde, må der
sættes en differens i denne lighed”, 31 dvs., begæret finder først sit objekt i det
øjeblik, der skelnes, når blikket fæstnes på (d)en enkelt(e) pige, og hendes
karakteristika erkendes som anderledes, og differentieres i forhold til den
sværm af ligesindede, der omgiver hende. Albertine starter altså ud med at
være et anonymt delelement, og da hun endelig identificeres og fastholder
beskuerens blik, er det med detaljens, fragmentets, fascinationskraft, hun
byder sig til: ”På denne måde er hun så at sige på forhånd fragmenteret;
fortælleren knytter sig til hende som til hele flokken, snart elsker han særligt
hendes mund, snart hendes hage, hendes kinder, osv. som enkeltindtryk, der
ikke er knyttet sammen til et hele: Albertines egen krop.” 32
Begærsobjektskonstitueringen er derfor betinget af denne udskillelsesproces,
denne forskelssætten, der udpeger og udlægger forskellen(e) mellem
unikumet og de omgivelser dette er situeret i, ganske som Rüya i
åbningssekvensen på tiltrækkende vis mystificeres ved den abrupte fraktur.
Alligevel er præmisserne for de signifikante helhedsindtryk modsatlydende;
hvor Marcel opnår tilfredsstillelse med ’tingenes’ tilstand, da der for ham er
tale om en sublimering, en endelig simultan sammenhobning af alle hendes
egenskaber, en (re)integrering af hendes personlighed(er), aner Galip, at Rüya
i øjeblikket allerede er tabt for ham, hvorfor bevægelsen herfra går i retning af
en disintegrering af hendes personlighed, der herefter kun opleves sporvis.
31 ”Det forskelliges formmæssige identitet hos Proust”, p. 52.
32 ”Realisme som symbolsk form”, p. 54.
16