Indhold Indledning - Institut for Æstetik og Kommunikation - Aarhus ...

først optræder i den fonetiske katakana-skrift, hvor det betyder ”to pass
through”, mens det senere i romanen skrives med et kinesisk skrifttegn, der
betyder ”to receive”. 75 Men man kan kun i ringe grad sanse sig selv. Den
andens krops apparition er og bliver en fænomenal genstand, 76 og behandles
som sådan af det perspektivistiske syns subjekt, kroppen, men netop
perceptionen af egenkroppen frembyder et problem; de eneste dele af ens
eget ansigt, der er direkte visible for ens eget blik, er det yderste af næsen og
øjenhulernes mørke konturer, der endda fremstår uskarpt og i monovision:
”En d’autres termes, j’observe les objets extérieurs avec mon corps, je les
manie, je les inspecte, j’en fais le tour, mais quant à mon corps je ne l’observe
pas lui-même: il faudrait, pour pouvoir le faire, disposer d’un second corps
qui lui-même ne serait pas observable.” 77
Denne dobbelthed illustreres i La nausée (1938) af Jean-Paul Sartre, hvor
spejlmetaforen i den berømte scene, hvor protagonisten Antoine Roquentin
reflekterer over sin egen (spejl)refleksion, fungerer som billede på Roquentins
fremmedgjorthed ikke bare over for verden, men også over for sig selv: 78
”C’est le reflet de mon visage. Souvent, dans ces journées perdues, je reste à le
contempler. Je n’y comprends rien, à ce visage. Ceux des autres ont un sens.
Pas le mien. Je ne peux même pas décider s’il est beau ou laid. Je pense qu’il
est laid, parce qu’on me l’a dit.” 79 Scenen (gen)findes i Trækopfuglens krønike,
hvor Toru Okada lige før Kumikos forsvinden betragter sig selv i
badeværelsesspejlet, mens han børster tænder: ”Jeg skyllede munden og
betragtede atter mit eget ansigt i spejlet. Jeg har ikke noget billede af mig selv,
sagde jeg til mig selv. Jeg er tredive år, er gået i stå, og har ikke noget billede
af mig selv.” 80 Men det syn, spejlet tilbyder betragteren, er ufuldstændigt; det
eneste syn, der gives for betragteren i spejlet, er billedet af betragteren i færd
74 Sammenskrivningen af det aktive ”jeg perciperer” og det passive ”jeg perciperes” danner
hybriden ”jeg perciperers”, der lydligt ikke adskiller sig fra passivformen, der som reciprokt
verbum udtrykker det gensidige i handlingen.
75
Jay Rubin, Haruki Murakami and the Music of Words, Harvill Press, London, 2003, p. 208.
76
Cf. ”La perception d’autrui et le dialogue”, pp. 187-188.
77 Phénoménologie de la Perception, p. 107.
78 Cf. ”Fænomenologi og topofili”, p. 80.
79
Jean-Paul Sartre, La nausée, Gallimard, (coll. Folio), Paris, 2000, pp. 33-34.
80 Trækopfuglens krønike, p. 128.
34