Indhold Indledning - Institut for Æstetik og Kommunikation - Aarhus ...

Djalâluddîn), 137 og da denne døde, overtog disciplen Husâmuddîn (i Den sorte
bog benævnt Celebi Hüsameddin) hans plads, ligesom han senere skulle blive
Djalâluddîns efterfølger. Ifølge Celâls fortolkning er kærligheden som
anledning altså vigtigere end den elskede, hvorfor forholdet mellem elskeren
og den elskede kan udlægges som elskerens refleksion i et klart og velpudset
spejl. I Djalâluddîns lyrik såvel som i den mystiske kærlighedsdigtnings
traditionelle metaforik er spejlet dog symbol på elskerens hjerte, den
ultimative hyldest og selvopofrelse i forholdet til den elskede anden:
Mit hjerte er som vand, rent og føjeligt.
Og vandet holder månens billede. 138
Den elskedes status i Celâls udlægning ækvivalerer Albertines status i À la
Recherche du temps perdu. Forelskelsen og den elskede er hos Proust ikke
objektive korrelater; den elskede er en variabel, et billede, der tilpasser sig
forelskelsens imaginære projektion. Derfor realiserer Albertines søvn ”la
possibilité de l’amour”, idet Albertine, når hun sover, aflægger sig ”ses
différents caractères d’humanité”, 139 der ellers ville gribe forstyrrende ind i
Marcels fantasibillede. Denne selvudslettende tilstand reducerer hende til en
(spejl)skærm på hvilken Marcel kan fæstne sit begær. Det tab, Marcel
begræder, da Albertine forlader ham, skyldes derfor i højere grad tabet af
billedet end tabet af den elskede; da ”[b]illedet af den begærede krop”, som
Tygstrup konstaterer, ”er betinget af den levende krops fravær”, er
forelskelsen, den forelskelse, der tidligere kun glimtvis lod sig ane, når
Albertine i søvnen fraskrev sig sine menneskelige karakteristika, i realiteten et
produkt af sorgen. Den elskede er således altid allerede tabt.
Kærligheden og den deraf følgende jalousi benævnes i en anden roman
af Pamuk, Det hvide slots (1985) epigraf: ”At forestille sig, at en person, vi
finder interessant, har adgang til en ukendt livsmåde – en livsmåde, der
virker så meget desto mere spændende på grund af den mystik; at tro, at vi
137 Ibid., p. 67.
138 Ibid., p. 64.
139 La Prisonnière, p. 62.
49