Indhold Indledning - Institut for Æstetik og Kommunikation - Aarhus ...

hjemturen foretages via Atatürk-broen, der er af nyere dato og ved sit navn
henviser til den tyrkiske republiks grundlægger, Mustafa Kemal Atatürk. De
to benævnte moskéer, Yeni (”ny”) og Süleymaniye (i hvilken Süleyman II, Det
Osmanniske Riges største hersker, og hans kone ligger begravet) afspejler
ligeledes denne afbalancering. Den anden store vandring er den mest
signifikante, og samtidig den mest udførligt beskrevne. Navnene på de
identificerede lokaliteter er i den rækkefølge, de optræder på ruten:
Dolmabahce, Milliyet, Nuruosmaniye, Den store Basar, Beyazit, Süleymaniye
og Fatih. Disse bygninger repræsenterer både Istanbuls historiske og
kulturelle udvikling, samt de personer og institutioner, der har præget den:
monarkiet og Det Osmanniske Rige er repræsenteret ved Dolmabahce-
paladset (opført af Sultan Abdülmecit), der husede imperiets sidste sultaner,
men samtidig var stedet, hvor Atatürk døde, hvorfor Dolmabahce-paladset
ligeledes repræsenterer republikken, og de tre moskéer Nuruosmaniye (”det
osmanniske lys”), Süleymaniye og Fatih (”erobreren”, der huser mausoleet
for Fatih Sultan Mehmet, Istanbuls erobrer) repræsenterer religionen.
Videnskaben og oplysningen repræsenteres ved Beyazit-tårnet, der befinder
sig på Istanbul Universitets område. Endelig er der avisen Milliyets hus og
Den store Basar, der repræsenterer det moderne, massemedierne og
stormagasinet. Vandringen er således en rejse tilbage igennem Istanbuls
tyrkiske historie, fra republikkens fødsel, hvor byen mistede sin status som
hovedstad, over dens og Det Osmanniske Riges storhedstid til Istanbuls
erobring i 1453. Beskrivelsen af ruten er uhyre nøjagtig, og indtegner man den
på et kort over Istanbul fremkommer der på byens ansigt et mîm (M). Det
påpeges i forbindelse med konstateringen af overensstemmelserne mellem
byplanerne over Damaskus, Cairo og Istanbul, at basarerne Dard-el
Müstakim, Den store Basar og Khan-al Khalili alle er formet netop som et
mîm, og det bemærkes endvidere, at man kan ”se, hvilket ansigt dette bogstav
leder tanken hen på.” 166 Det bemeldte ansigt tilhører selvfølgelig Mawlânâ
Djalâluddin Rûmî. Dette sammenfald indicerer en iboende motivation i
Galips vandringer, og accentuerer ligeledes den nære (metaforiske)
166 Den sorte bog, p. 276.
57