Evaluering af kommunalreformen - Økonomi- og Indenrigsministeriet

118
Kapitel 5 Sundhedsområdet
laget for på sigt at styrke opgavevaretagelsen i almen praksis og dermed det samlede
sundhedsvæsen.
Det skal blandt andet ses i lyset af, at ændringer i sygehusstruktur med samling af
funktioner på færre/større og mere specialiserede enheder, fokus på sammenhæn‐
gende patientforløb og den demografiske udvikling med flere ældre og flere kronikere
har øget behovet for, at almen praksis indgår som en mere integreret del af et samlet
sundhedsvæsen.
Almen praksis er som nævnt repræsenteret i sundhedskoordinationsudvalgene og
samtidig skal regionerne og kommunerne som en del af sundhedsaftalerne beskrive
almen praksis’ rolle, hvor det er relevant i forhold til opgavedelingen.
Aftaler med praksissektoren kan ikke aftales via sundhedskoordinationsudvalget. Al‐
men praksis er derfor heller ikke automatisk forpligtet til at følge den arbejdsdeling og
udfylde de roller, som en kommune og en region har aftalt i en sundhedsaftale – f.eks.
i forbindelse med et forløbsprogram for en kronikergruppe. Det skal i stedet aftales i
den landsdækkende overenskomst mellem RLTN og PLO eller i lokale aftaler i regi af
overenskomsten med kommuner/regioner og de regionale samarbejdsudvalg. Dette
setup medfører udfordringer i forhold til at implementere de lokale politiske priorite‐
ter og den arbejdsdeling, som kommunerne og regionerne har aftalt i sundhedsafta‐
lerne.
Tilsvarende er regionerne udfordret i forhold til at følge op på implementeringen og
leveringen af de aftalte ydelser og samtidig sikre en effektiv udnyttelse af lægekapaci‐
teten og lægedækning i yderområder, selvom der på landsplan ikke er mangel på læ‐
ger. Hertil kommer, at almen praksis ikke er underlagt produktivitetskrav, som det
f.eks. kendes fra sygehusvæsenet.
Udgifterne til almen praksis er således steget med 24,6 pct. i perioden 2001‐2011.
Stigningen svarer ca. til det dobbelte af stigningen i de offentlige udgifter og er ca. på
niveau med stigningen i de regionale udgifter til sygehusvæsenet. Det er dog i en pe‐
riode, hvor der i sygehusvæsenet har været et målrettet fokus på kapacitets‐ og aktivi‐
tetsudbygning gennem aktivitetspuljer og massive investeringer i fx kræftbehandling
og udstyr.
Udfordringerne understøttes af Rigsrevisionens beretning om aktiviteter og udgifter i
praksissektoren. Rigsrevisionen konkluderer f.eks., at:
”De nuværende rammer giver ikke regionerne tilfredsstillende muligheder for
at kontrollere og følge op på aktiviteter og udgifter i praksissektoren. Der er
tale om et system, som er baseret på tillid til, at yderne indberetter de ydel‐
ser, der er givet, og regionerne kan ikke kontrollere, om udbetalingen af ho‐
norarer til yderne modsvarer den ydelse, borgeren har modtaget”
Evaluering af kommunalreformen