Evaluering af kommunalreformen - Økonomi- og Indenrigsministeriet

Kapitel 2 Sammenfatning
For at styrke fagligheden i indsatsen i kommunerne foreslår udvalget blandt andet, at
der skabes større fleksibilitet i forhold til at trække på hinandens kompetencer på
tværs af sundhedsvæsenet, og at regionernes rådgivningsforpligtelse systematiseres
og målrettes kommunernes behov for rådgivning, samt at kommunerne og almen
praksis i højere grad får kendskab til og gør brug af den viden og de tilbud, der er til
rådighed. Desuden anbefaler udvalget, at der sker en registrering og dokumentation
af den patientrettede forebyggelse, samt at der i den enkelte kommune sikres en bed‐
re sammenhæng i den kommunale opgaveløsning med henblik på at styrke faglighe‐
den og skabe en mere fleksibel varetagelse af opgaver i patientens eget hjem.
2.2.4. Genoptræning efter udskrivning fra sygehus
Kommunalreformen betød, at kommunerne overtog myndigheds‐ og finansieringsan‐
svaret for den specialiserede ambulante genoptræning efter udskrivning, mens regio‐
nerne overtog leverandør‐ og visiteringsansvaret.
Derudover fik kommunerne ansvaret for hele den almene ambulante genoptræning.
Det vil sige myndighed, finansiering og visitering. Det er således kommunerne, der i
dag visiterer til genoptræningstilbud på baggrund af en individuel genoptræningsplan,
som sygehuset skal udarbejde til patienterne. Regionerne overtog myndighedsansva‐
ret for genoptræning under indlæggelse, men med en kommunal medfinansiering.
Udfordringer
Udvalget har identificeret en række udfordringer med de nuværende rammer for den
almene ambulante genoptræning.
Genoptræningsplanen giver således blandt andet ikke i alle tilfælde en tilstrækkelig
præcis faglig beskrivelse af genoptræningsbehovet og den nødvendige indsats for per‐
soner med særlig komplekse genoptræningsbehov. Omvendt er der for patienter med
mindre komplekse genoptræningsbehov grundlag for at forenkle kommunikationen
mellem sygehuse og kommune i forbindelse med genoptræningsplanerne.
Samtidig er der en betydelig variation i ventetiderne på almen ambulant genoptræ‐
ning i kommunerne. Kommunen med den korteste ventetid tilbød således i 2010 gen‐
optræning 10 dage efter registrering af genoptræningsplanen i Landspatientregistret,
mens kommunen med den længste ventetid tilbød genoptræning efter 54 dage. Det
er ikke muligt at vurdere, om dette skyldes uhensigtsmæssig kommunikation mellem
sygehus og kommune, forskelle i kommunernes prioritering eller et mangelfuldt data‐
grundlag. Variationen indikerer imidlertid, at der er et forbedringspotentiale.
Herudover mangler kommunerne retningslinjer for, hvornår en indsats kan løses af
kommunen selv, og hvornår en kommune bør gøre brug af mere specialiserede tilbud.
Hertil kommer et behov for øget gennemsigtighed om de specialiserede tilbud.
Evaluering af kommunalreformen 25