Evaluering af kommunalreformen - Økonomi- og Indenrigsministeriet

Kapitel 7 Natur‐ og miljøområdet
ligt kvalificeret grundlag og under hensyntagen til relevante samfundsinteresser ud‐
stedes råstoftilladelser, der modsvarer samfundets behov.
2. Flytning af tilladelsesgivning til regionerne
Modellen indebærer, at kommunernes opgave med at give tilladelse til råstofudvin‐
ding flyttes til regionerne. Regionens opgave med råstofkortlægning og råstofplan‐
lægning vil i modellen være uændret.
Modellen vil blandt andet medføre, at samordningspligten i forbindelse med udarbej‐
delse af råstofindvindingstilladelser efter råstoflovens § 8, skal gennemføres af regio‐
nen, og betyder, at regionen har pligt til at høre andre myndigheder, herunder kom‐
muner.
Idet kommunerne er myndighed for en stor del af de områder, der skal indgå i en vur‐
dering efter råstofloven, vil kommunerne være en central høringspart og der vil derfor
fortsat være behov for et tæt samarbejde mellem kommuner og regioner i sager om
råstoffer.
Modellen vil endvidere indebære, at det skal overvejes, om kommunen fortsat skal
være VVM‐myndighed, og VVM‐tilladelsen dermed skal løsrives fra råstoftilladelsen,
eller om regionen også skal være VVM‐myndighed for råstofindvinding. Såfremt VVM‐
myndigheden flyttes til regionen, vil det svare til den kompetencefordeling, som be‐
nyttes, når staten, som godkendelsesmyndighed skal gennemføre en VVM‐vurdering
forud for en miljøgodkendelse efter miljøbeskyttelsesloven.
Fordelene ved modellen er, at der kan ske en styrkelse af kompetencerne på området,
idet regionernes større geografier kan medføre en højere sagsfrekvens, stordriftsfor‐
dele samt større faglige miljøer. Det kan også understøtte en mere ensartet og smidig
sagsbehandling.
Den tættere kobling mellem planlægning og tilladelse i regionalt regi vil give mulighed
for en ændret balance mellem overordnede råstofhensyn og lokale interesser sam‐
menlignet med kommunernes praksis i dag.
Det vil herudover give mindre behov for koordinering m.m., mellem myndigheder, når
tilladelser til råstofindvinding og efterbehandling samt dispensation til tilførsel af jord
samles hos én instans.
Ulemperne er, at der kan være risiko for, at der ved tilladelsesgivningen ikke i tilstræk‐
kelig grad tages hensyn til øvrige interesser såsom natur, miljø mv., hvor kommunerne
har ansvar for myndighedsopgaverne, og derfor kan have relevant viden.
Modellen kan desuden medføre et tab af synergi til andre kommunale arbejdsopgaver
på de områder, der skal indgå i en vurdering efter råstofloven.
Evaluering af kommunalreformen 209