Evaluering af kommunalreformen - Økonomi- og Indenrigsministeriet

Kapitel 5 Sundhedsområdet
så medført en række nye snitfladeproblematikker i overgangen fra sygehus til kom‐
mune, som skaber udfordringer for den kommunale og regionale opgaveløsning. Her‐
udover har der i visse situationer været faglige udfordringer i tilrettelæggelsen af
kommunernes genoptræningsindsats.
Specialiseret genoptræning: Overgang mellem sygehus og kommune
Kommunalreformen betød som nævnt, at finansierings‐ og myndighedsansvaret blev
flyttet til kommunerne og dermed adskilt fra visitationsansvaret for den specialiserede
genoptræning, som fortsat varetages af sygehusene. Det indebar alt andet lige en ud‐
fordring i forhold til at sikre, at mest mulig genoptræning foregår på lavest mulige
specialiseringsniveau. Det vil sige som almen ambulant genoptræning.
Opgørelser fra landspatientregistret viser, at andelen af specialiserede ambulante
genoptræningsplaner er faldet markant fra 2007‐2011. Fra 44 pct. i 2007 til 21 pct. i
2011. I samme periode er udgifterne til specialiseret genoptræning derfor faldet med
ca. 12 pct.
Der er dog fortsat markant regional variation i andelen af specialiseret ambulant gen‐
optræning. De registrerede forskelle kan ikke alene tilskrives lokale forudsætninger,
regionale forskelle i snitfladekataloger eller udviklingen inden for behandlings‐ og
genoptræningsmetoder. Forskellene kan dermed være en indikation på, at en større
del af den ambulante genoptræning kan foregå som almen ambulant genoptræning.
Almen genoptræning: Overgang mellem sygehus og kommune
Kommunernes overtagelse af ansvaret for den almene ambulante genoptræning har
betydet, at flere borgere får genoptræning, men det har også givet nye udfordringer i
forhold til at sikre en god overlevering og genoptræning af patienterne.
For det første viser opgørelser fra Sundhedsstyrelsen, at den gennemsnitlige ventetid
på almen ambulant genoptræning i 2010 var 28 dage, men med betydelig variation
mellem kommunerne. Kommunen med den korteste ventetid tilbød genoptræning 10
dage efter, at genoptræningsplanen var registreret i Landspatientregistret, mens
kommunen med den længste ventetid tilbød genoptræning efter 54 dage.
Det er dog ikke på det foreliggende datagrundlag muligt at konkludere, i hvilket om‐
fang ventetiden og forskellene heri skyldes uhensigtsmæssig kommunikation mellem
sygehus og kommune, forskelle i kommunernes prioritering af området, eller om det
skyldes mangelfulde data. Variationen indikerer imidlertid et forbedringspotentiale.
For det andet er der forskellige udfordringer i forhold til at sikre en fyldestgørende be‐
skrivelse og kommunikation af patientens genoptræningsbehov fra sygehuset til
kommunen.
Evaluering af kommunalreformen 135