Klar besked om stress

vanskeligt ved at klare belastningen, og hvis denne fortsætter, indtræder
udmattelsesfasen med sammenbrud og sygdom til følge.
En række undersøgelser dokumenterede i de følgende år, at stress medfører et
netværk af fysiologiske reaktioner – det såkaldte stressrespons – der på længere
sigt kan virke sygdomsfremkaldende. Det har endvidere vist sig, at både Cannon og
Selye havde ret, idet både det sympatiske nervesystem og hypofyse-binyrebarkaksen
aktiveres ved en stresstilstand.
De nyeste stressteorier går således ud på, at stressresponset fra det sympatiske
nervesystem er det dominerende, så længe organismen befinder sig i en
kampsituation. Opgives kampen, bliver det parasympatiske nervesystem og hypofysebinyrebarkaksen
dominerende. Det er denne sidste fysiologiske reaktionsform, der er
fremherskende ved en længerevarende stresstilstand. Man kan sige, at Cannon beskrev
det akutte stressrespons og Selyes alarmfase, medens Seley beskrev det mere
kroniske stressrespons.
Hormoner og nervesystemets rolle ved stress
De hormoner, der her er omtalt, produceres i binyrer og hjerne. Der er et nært
samspil mellem disse organer. Binyremarven kan betragtes som en del af
nervesystemet, hvor bl.a. noradrenalin og adrenalin produceres. Ved
stresspåvirkning aktiveres både hormoner og nervesystem, og der er et intenst
samspil mellem disse to. De hormoner, der især er tale om, er hormoner, der er med
til at frigøre energi eller på anden måde er med til at øge individets muligheder
for at bruge fysisk styrke, f.eks. til at kæmpe. Samtidig aktiveres det sympatiske
nervesystem, der bl.a. medfører en stigning i blodtryk og puls, således at hjertet
bedre bliver i stand til at sende de mængder blod ud, der skal bruges i musklerne
til det fysiske arbejde. Imidlertid kan denne reaktion på den ydre belastning
modificeres betydeligt ved hjernens mellemkomst. Hjernen bearbejder det stimulus
eller den påvirkning, personen er udsat for. Stressresponsets styrke, altså
hormonændringer og nervesystemsændringer, er delvist afhængig af, hvorledes
påvirkningen opfattes.
Kortisol dannes i binyrebarken. Produktionen er størst om morgenen og falder i
løbet af dagen. Ved udsættelse for en belastning stiger produktionen. Selv det at
stå op om morgenen medfører en stor stigning i produktionen. Denne reaktion er en
del af det såkaldte stressrespons og kan anvendes til at vurdere, om det enkelte
menneske reagerer normalt på en belastning. Man har hos dyr iagttaget, at
længerevarende belastning efterhånden udtrætter stressresponset. Den længerevarende
belastning medfører, at produktionen af kortisol efter længe at have været stor,
ikke reagerer med en stigning på yderligere belastning. Organismens
reguleringsmekanismer er blevet sløvet af det vedvarende høje kortisolniveau i
blodet.