Klar besked om stress

Stressorer hos aber
Går vi højere op i dyreriget til bavianer og andre aber, ses samme reaktioner, når
man påvirker deres indbyrdes hierarki. Disse reaktioner er indgående beskrevet af
den amerikanske neurofysiolog Sapolsky (7). Normalt har dominante bavianhanner lavt
kortisolniveau i blodet, lavt blodtryk og relativt mange hvide blodlegemer. De
subdominante derimod højere kortisolindhold, højere blodtryk og færre hvide
blodlegemer, hvilket alt andet lige gør dem mere sårbare. Når de udsættes for en
belastning, ses stærkere stressrespons med forøget kortisol, stigning af blodtryk
og fald af de hvide blodlegemers antal hos de dominante, men af kortere varighed
end hos de subdominante. Hos andre aber har man målt graden af åreforkalkning i
arterievæggene som udtryk for et langvarigt stress-respons. Det viser sig her, at
når man ændrer ved hierarkiet og f.eks. tager en dominant han ud af dette, bliver
de subdominante over en lang periode yderst stressede, indtil en ny hierarkisk
orden har fundet sit leje. Samtidig øges graden af åreforkalkning hos aberne.
Undersøgelserne af bavianer viste, at de mindst stressede bavianer var dem, som
kunne skelne mellem, hvad der var farligt og ufarligt, altså kunne sortere kravene
og vurdere deres relevans. Samtidigt mindskedes stressbelastningen hos dem, der tog
sagen i egen hånd, f.eks. ved at agere på en given fare ved at gå til angreb. Man
kan sige, de havde kontrol over situationen. Når en kamp med en anden bavian havde
fundet sted, udviste de bavianer, der vidste, hvornår de har tabt eller vundet,
mindst stressrespons. Hvis en overvundet bavian havde muligheder for at afreagere
på andre (benytte sig af den sociale støtte, der ligger i dette), reagerede den med
mindre stressreaktion.
Stressorer hos mennesker
Fra dyreforsøgene ved vi altså, at binyremarv- og binyrebarkhormonerne adrenalin og
kortisol produceres i større mængder, når dyrene bliver udsat for en belastning.
Denne fysiologiske reaktion er hensigtsmæssig, idet organismen herved bliver i
stand til at yde sit fysisk optimale. Varer tilstanden imidlertid ved, så vi, at
musene efterhånden blev frygtsomme og tilbageholdende, og deres hormonmønster
ændrede sig. Hormonniveauerne og nervesystemets reaktioner viste sig også at være
afhængige af, hvorledes situationerne tackledes, og hvorledes mulighederne var
herfor. Noget tilsvarende ses hos mennesker, hvilket kan illustreres med følgende
undersøgelser:
I en undersøgelse fulgte man forældre til børn, der havde leukæmi. Man vurderede
deres reaktionsmønster på børnenes sygdom, både når det gik godt, og når det gik
skidt. Ved behandling af leukæmi i 1970-erne, hvorfra undersøgelsen stammer, kunne
man i længere perioder få midlertidig helbredelse, hvor barnet havde det godt, men
hvor der pludseligt kunne opstå tilbagefald trods den medicinske behandling.
Samtidigt med at man målte forældrenes psykiske reaktionsmønster, målte man deres
udskillelse af kortisol i urinen. En gruppe forældre benægtede, at deres børns