Ranum Seminarium 1848-2011 - VIA University College

10
direkte til ministeren for Kirke- og Undervisningsvæsenet udvikler
Müller i en længere redegørelse sine tanker om undervisningen i almueskolen
og de heraf følgende konsekvenser for læreruddannelsen.
Efter Müllers opfattelse var undervisningen i almueskolens fag præget
af gold udenadslære og remseri. Der var behov for forandringer: ”At
vort Skolevæsen i det hele taget trænger til en gjennemgribende Forandring
maa vel enhver tilstaae, der kende noget til det, og er overbevist om,
at det er for Livet Skolen bør virke. Som Sagerne nu staa er Skolen paa
mange Steder Genstand for Meningmands Modbydelighed og Foragt og
Skolelærerne betragtes som et unyttigt Almisselem.” Skal der gøres noget
ved denne tilstand, drejer det sig først og fremmest om at skaffe bedre
skolelærere: ” ... bedre Lærere, det er da, om ikke det ene Fornødne, saa
dog det Uundværlige for vore Almueskoler”.
Den ældste seminariebygning i Ranum opført i 1848 og nedrevet i 1886
Grundrids af det ældste seminarium
Derfor var seminariernes indsats af særlig vigtighed. På seminarierne
havde man imidlertid – efter Müllers opfattelse – undervist efter to
vidt forskellige fremgangsmåder.
Den ene var – ligesom i almueskolen – præget af den golde udenadslære,
idet man lod: ” ... Eleverne lære en del Bøger og skrevne Foredrag
udenad, rose dem, der bedst kunne gjøre rede for Bogens Ord og indrette
Examen saaledes, at Examinanden altid kunne være vis på Udmærket,
naar han ”kan sine Bøger”. Følgen bliver naturligvis, at Enhver, der er
stoppede paa den Maade i et Par Aar, uden i Forveien at have lært synderligt
mere end den lille Tabel og Balles Læsebog, ere overbeviste om, at
de eie fire, fem Videnskaber aldeles complet; thi at der kan læres mere eller
være Spørgsmaal om andet end hvad de have læst paa Seminariet have de
ikke Tanke om; hvad Lærer der bliver af dem er en sørgelig Sag, saa meget
detso mere som det aldrig falder dem ind, at de engang kunne gaae vi-