Ranum Seminarium 1848-2011 - VIA University College

gere omtalt – i 1857 foreslå, at seminariet blev ”henflyttet” til et andet
sted i et af de to stifter, hvis sundhedsmæssige grunde talte herfor.
Derimod var direktionen ud fra en klassisk læreruddannelsestænkning
modstander af at flytte seminariet til en større by 106 .
Den tredje hovedaktør omkring seminariet var forstanderen, der
indtil 1895 tillige var sognepræst for Bjørnsholm-Malle sogn. Det var
karakteristisk for den her omtalte periode, at langt de fleste forstandere
kun beklædte dobbeltembedet som forstander og præst i en kortere
årrække. Set fra et lokalt synspunkt var de fremmede fugle på vej til
enten et bedre præstekald 107 eller en mere attraktiv forstanderstilling.
To forstandere – V.A.V. Driebein og N.A. Larsen – forlod således
Ranum til fordel for forstanderstillinger i henholdsvis Jonstrup og Jelling,
mens Ranum ikke på noget tidspunkt oplevede at forstandere fra
andre seminarier søgte dobbeltembedet i Ranum. C.M.C. Kvolsgaard
kunne derfor i sit 50-års jubilæumsskrift i 1898 skrive, at:
” ... ingen Forstandere har villet ”dø i sin Rede” her” 108 . Men heller
ikke en langvarig ansættelse i Ranum medførte pr. automatik, at forstanderen
blev en fortaler for seminariets beliggenhed i Ranum. En
sammenligning mellem Vilstrup og Sørensen, der som de to eneste
beklædte forstanderstillingen i ca. 10 år, illustrerer dette 109 . Vilstrup
forsvarede gennem hele sin forstanderperiode seminariets beliggenhed
106
Som tidligere omtalt viste det sig dog i 1893, at direktionen – hårdt presset – også
havde sin lokalpolitiske dagsorden. Hvis ministeriet fastholdt, at seminariet skulle flyttes,
så burde det efter direktionens opfattelse flyttes til Viborg – og ikke til Aalborg
107
Om præstekaldet i Ranum skrev seminarielærer P.P. Smith således, at: ” ... det vil
være enhver præst en Umulighed at tænke sig Ranum som et blivende Sted” (P.P. Smitt,
”Vor Læreruddannelse” i Vor Ungdom, Tidsskrift for Opdragelse og Undervisning, 1893,
s. 143)
108
C.M.C. Kvolsgaard, Seminariet i Snedsted 1812-48 og Ranum 1848-98 i Anledning
af Ranum Seminariums Jubilæum, Aalborg, 1898, s. 45
109
Vilstrup var forstander 1869-1878, Sørensen 1878-1891
i Ranum, mens Sørensen anbefalede at flytte det til en større by. Af
de øvrige forstandere udmærkede Faartoft sig ved at føre en langvarig
kamp for seminariets flytning, ivrigt bakket op af seminariets lærere.
Faartofts referencepunkt var ikke lokalsamfundet, men ministeriet og
ministeriets interesse i at anvende seminariets flytning som løftestang
for oprettelsen af et fællesseminarium i en større by.
Ranum Seminarium må således i det 19. århundrede karakteriseres
som en typisk statsinstitution med stærke forbindelser opad til ministeriet
og embedsapparatet, men med et lokalt rodnet, som var
svagere udviklet. Den tættere symbiose mellem egnen og seminariet
udvikles først i løbet af det 20. århundrede, hvor to forstandere – P.
Taaning og A. Fuglsang-Damgaard – vælger at ”blive i reden” og fungere
som forstandere i hen ved 25 år for begges vedkommende.
Hvordan kunne en institution som Ranum Seminarium uden støtte
fra et stærkt bagland overleve de mange attentater, som det var udsat
for i 1800-tallet? En væsentlig del af svaret finder man i de geografiske
forhold. Ved århundredskiftet var Ranum Seminarium forsat
den eneste læreruddannelsesinstitution i Nordjylland. Af hensyn til
dette områdes forsyning med uddannede lærere kunne en egentlig
nedlæggelse af institutionen ikke komme på tale, men derimod nok
en flytning til en anden by i området. Imidlertid viste det sig, at en
flyttesag straks mobiliserede en række modstridende lokale interesser.
Skulle det ”henflyttede” seminarium placeres i Viborg, i Aalborg
eller i Randers? Mange kunne blive enige om det hensigtsmæssige i
at flytte det ”afsides beliggende” seminarium. Men enigheden hørte
op, når der skulle udpeges en ny seminarieby. I praksis havde Ranum
Seminarium derfor et geografisk monopol, som det først mistede, da
der i 1950’erne blev oprettet en række nye seminarier i Nordjylland.
51