Ranum Seminarium 1848-2011 - VIA University College

42
se hæmmede: ” ... enhver Seminarielærer i selvstændig Fremgangsmaade,
idet han bliver nødt til bestandig at have (den fremmede) Examinators
Ejendommelighed for Øje og indrette sig derefter, saa Eleven kan svare
dertil. Med andre Ord: Læreren bliver ikke selvstændig Lærer men Manuduktør;
hvad han arbejder for er ikke Udvikling men Dressur” 84 .
De mange fag, det omfattende stof, det store antal undervisningstimer
og den centrale eksamen har således fremmet en undervisningsform
med et vist dogmatisk præg. L.C. Müllers vision om en undervisning,
der lagde vægt på elevernes egen tilegnelse af stoffet gled
efterhånden i baggrunden til fordel for undervisningsmetoder, der
med foredraget og den individuelle overhøring som krumtap i højere
grad prioriterede den mere uselvstændige kundskabsreproduktion.
I sin beskrivelse af dagligdagen på seminariet pegede Krogh i sit indlæg
i kammeratbogen også på en anden omstændighed, som utvivlsomt
har sat sine spor i undervisningen, nemlig det udtalte hierarkiske
forhold mellem eleverne og lærerne. Lærerne var, som Krogh skriver:
” ... os (eleverne) i aandelig Udvikling langt overlegne”. At lærerne også
opfattede forholdet på denne måde, fremgik af de karakteristikker,
som en række forstandere gav af stedets elever. Allerede i 1853 skrev
forstander Lunddahl at: ” ... Elevernes foregaaende Livsstilling og deres
Tales Afvigelse fra det egentlige Skriftsprog, baade i leksikalsk Henseende,
og hvad Udtalen angaar, lægger saa betydelige Hindringer i Vejen, som
vistnok kun til Dels kan overvindes”, og han efterlyste midler til at: ” ...
hjælpe dem til en vis Grad af ydre Politur” 85 . Samme synspunkt møder
man ca. 30 år senere hos forstanderne J.C. Sørensen og J.L. Faartoft,
da de anbefalede at flytte seminariet til en større by. Bylivet ville øve
84
LAV C640-13, Ranum Seminarium, Kopibog 1880-90, J.C. Sørensens skrivelse af
24/7-1888 til ministeriet om henlæggelse af skolelærereksamenen til seminarierne
85
LAV C640-9, Ranum Seminarium, Kopibog 1842-57, s. 101 og 137/38, Lunddahls
årsberetninger for undervisningsårene 1851/52 og 1853/54
en civiliserende indflydelse på de tunge, kejtede, ubehjælpsomme og
snæversynede elever. Disse opfattelser af eleverne har næppe været
uden betydning for lærernes tilgang til undervisningen.
I seminariets censurprotokol kan man følge forstandernes bedømmelse
af de enkelte elever. Nogle af forstanderne – ikke mindst J.C.
Sørensen – anvender her en sprogbrug om eleverne, som ligger i
forlængelse af de foranstående betragtninger. I 1889 fik eleven Laurits
Rasmussen følgende skudsmål: ”Smaa Evner og noget af en Særling,
men har i Aar i Førstedelsfagene gjort forbavsende Fremskridt; vilde næsten
kunne blive en helt flink Elev, naar han ikke i ydre Optræden var
saa langt tilbage”. Og om en anden elev bemærkede Sørensen at han
er: ”lidet udviklet, barnagtig og griset” 86 .
Gymnastikundervisningen
Gymnastikundervisningen var et kapitel for sig. Allerede seminariereglementet
af 1818 havde understreget, at seminaristerne ikke blot
skulle lære gymnastik for at ”befordre” legemlig sundhed men også
”som en hensigtsmæssig Forberedelse til at give Landalmuesmanden den
Legems Holding, Smidighed og saadanne Færdigheder, der giøre ham
skikket til med Lyst og Duelighed og Mod at opfylde sin tilkommende
Bestemmelse som Værge for Fædrelandet” 87 . Med henblik på at opfylde
denne militaristiske del af fagets formål, var eksercits med gevær et
væsentligt element i seminariernes gymnastikundervisning. I konsekvens
heraf blev tilsynet med undervisningen varetaget af inspektører
med militær baggrund. Fra 1850 var det oberst – senere generalmajor
– Niels la Cour, der fungerede som gymnastikinspektør og i 1870
blev han afløst af oberst Wegner. Hvad de to officerer så på deres
hyppige inspektionsbesøg på seminariet var de bestemt ikke tilfredse
86 LAV, C640-25, Ranum Seminarium, Censurprotokol 1880-91
87 Joakim Larsen, Skolelovene af 1814 og deres Tilblivelse, København, 1914, s. 595