Ranum Seminarium 1848-2011 - VIA University College

50
Samlivet mellem seminarium og egn gav sig også udsalg i lærernes
deltagelse i det lokale foreningsliv. F.eks. var seminarielærer Niels
Pedersen – ansat på seminariet fra 1851-1882 – sognerådsformand
i Ranum, formand for Ranum Sparekasse som var oprettet på hans
initiativ, forligsmægler 103 og formand for den lokale kommission, der
arbejde for en jernbane mellem Hobro og Løgstør. Hans efterfølger
som tredjelærer på seminariet Niels Guldbrandsen nåede ligeledes
inden sin afskedigelse at varetage funktionen som forligsmægler og
formand for sparekassen. Også seminariets forstandere var aktive,
når lokale problemer skulle løses. I 1893 tog forstander J.L. Faartoft
således initiativ til at forbedre post- og transportforbindelser mellem
Løgstør og Ranum.
Men samlivet mellem egnen og seminariet havde også sine grænser.
De etnocentriske betragtninger, som forstandere og lærere anlagde
over for eleverne var også rettet mod egnens beboere, der ikke blev
betragtet som ligeværdige samspilspartnere på det kulturelle område.
Om seminariets beliggenhed i Ranum skriver en af seminariets toneangivende
lærere P.P. Smitt således i 1893: ”Det værste ved en beliggenhed
som Ranums er, at Seminarielærerne bliver saa temmelig isolerede fra
Omverdenen. Har Aandslivet hos dem en Betingelse for at kunne trives
frodig i en Afkrog, hvor der er 8 Mil til nærmeste Købstad?” 104 . Bylivets
stimulerende virkninger på lærerpersonalet havde også været et af
forstander J.C. Sørensens argumenter, da han i 1891 anbefalede at seminariet
blev flyttet til Viborg, Aalborg eller Aarhus: ” ... der paavirkes
vi anderledes af Tidens Stemme, der møde vi en større Mængde Mænd og
Kvinder, der som Skolens Folk have Interesse for Skolens Gerning, og der
have vi anderledes Leilighed til Samkvem med ligestillede ... naar Livet
103
Efter tyendeloven af 1854 skulle der i hver sognerådskreds beskikkes en mægler i
tyendesager
104
P.P. Smitt, ”Vor Læreruddannelse” i Vor Ungdom, Tidsskrift for Opdragelse og Undervisning,
1893, s. 140
om os pulserer stærkere vilde ogsaa vort eget indre Liv fremskyndes og vort
Befindende være bedre; der er for lidt Omgang paa Landet, Sognets Beboere
ere vi ikke knyttede til ...” 105 .
Den distance til lokalbefolkning, som lægges for dagen i disse udtalelser,
understreger, at seminariet ikke var en folkelig institution
skabt med rødder i et lokalt og regionalt bagland. Som kongeligt
skolelærerseminarium var det en institution etableret af den centrale
statsmagt med undervisningsministeriet, seminariedirektionen og
forstanderen som de centrale aktører.
Af disse aktører varetog undervisningsministeriet statens overordnede
interesse i at sikre, at almueskolen overalt i landet havde adgang til
uddannede lærere. Selv om der ikke var tale om en på forhånd udtænkt
plan for seminariernes lokalisering, var det dog klart, at seminariet
i Snedsted og senere i Ranum blev etableret som et læreruddannelsessted,
der skulle forsyne Aalborg og Viborg Stift med uddannede
lærere. I udgangspunktet blev der også fra statsmagtens side lagt vægt
på, at seminarierne skulle placeres i landdistrikter. Men derudover var
den statslige interesse ikke bundet til en bestemt lokalitet – i dette
tilfælde til Ranum. I princippet kunne statens interesse også varetages
ved en placering af seminariet i en anden landlig lokalitet i det nordvestjyske
område. Og fra slutningen af 1800-tallet åbnede ministeriet
endog op for muligheden af, at seminarierne kunne placeres i de
større byer.
Den anden hovedaktør – seminariedirektionen – repræsenterede heller
ikke egnsspecikke interesser, når det drejede sig om seminariets
placering. Direktionens interesse var af regional art og knyttet til Aalborg
og Viborg stift. Derfor kunne seminariedirektionen – som tidli-
105 LAV C640-5, Ranum Seminarium, Indkomne Breve 1871-1892, koncept til skrivelse
til ministeriet vedr. statsseminariernes eventuelle ”henflytning” til større byer