Ranum Seminarium 1848-2011 - VIA University College

for Døren”. Tredjelærer Niels Petersen – kaldet ”Gamle Petersen” selv
om han på dette tidspunkt kun var ca. 55 år gammel – underviste i
regning, geografi og skrivning. Krogh skriver, at han var dygtig til sine
fag og eleverne kom til at holde af ham: ” ... for hans Lunes Skyld og
for den stilfærdige Maade, hvorpaa han omgikkes os.” Fjerdelærer J. Andersen,
som underviste i matematik, fysik, naturhistorie og tegning,
kunne på sin rolige men myndige måde trække eleverne gennem stoffet.
Men han holdt dem altid tre skridt fra livet. ”Han var saa korrekt
i al sin Færd, som en af hans mathematiske Ligninger”. Øvelser og praktiske
forsøg synes ikke at have spillet en større rolle i hans undervisning.
Seminariets fysiske og naturhistoriske samlinger befandt sig
” ... indelukkede i tillaasede Skabe, der kun meget sjælden blev aabnede.
Jeg mindes kun, at vi saa en Elektrisermaskine og en Faldemaskine.”
Musiklærer Smitt var en dygtig musikmand, men ringeagtet blandt
eleverne på grund af sin: ” ... umandige og krybende optræden over
for Forstanderen og Sanginspektøren.” Han evnede ikke at opretholde
disciplin i klassen og Krogh husker især, hvordan Johan Skjoldborg,
der var en af de ældre elever , drillede Petersen ved at ryge cigarer i
hans timer. Kun Niels Guldbrandsen, der senere blev afskediget, får
ubetinget ros af Krogh: ”Han var absolut den eneste af vore Lærere, der
var noget for os uden for Timerne, og ham kunde vi omgaas paa lidt mere
lige Fod end de andre Lærere”. I en periode gik nogle af eleverne til
privatundervisning i grammatik hos Guldbrandsen. ”Jeg lærte paa de
faa Timer mere, end jeg i hele Seminarietiden havde lært af Sørensen og
Levinsen”.
Kroghs indlæg i kammeratbogen gav anledning til en del reaktioner
fra hans gamle klassekammerater. Flere fremhævede, at forstanderen
trods sin bryske facon kunne vise lydhørhed over for elever, som uden
for undervisningen henvendte sig til ham med deres problemer. Også
bedømmelsen af andre læreres personlighed gav anledning til debat
mellem de tidligere elever. Men de fleste var dog enige i Kroghs overordnede
betragtning om, at: ” ... Seminariets Lærere, der jo i aandelig
Udvikling var os langt overlegne, godt kunne have været lidt mere end
Pølsehorn, hvorigennem Visdommen blev stoppet ned i os.”
En deduktiv, stoforienteret og lærestyret undervisning med betydelig
vægt på udenadslære synes således at have præget det daglige liv på seminariet.
Hvordan var det kommet så vidt på et seminarium, der ofte
pegede på L.C. Müller og hans tanker om den levende undervisning
som dets pædagogiske udgangspunkt?
En af forklaringerne herpå kan – som understreget i Kroghs beretning
– naturligvis være lærernes personlighed. Men en række strukturelle
forhold i datidens læreruddannelse har også fremmet den undervisningsform,
som er beskrevet ovenfor. Læreruddannelsens fagtrængsel,
stofophobningen og elevernes mange undervisningstimer har sat
snævre grænser for deres selvstændige virksomhed. Og hertil kom
den afsluttende prøve, der af både elever og lærere blev oplevet som et
vilkår, der nødvendiggjorde, at den faktuelle viden blev vægtet højt i
undervisningen. Seminarieloven af 1867 havde, som tidligere omtalt,
frataget statsseminarierne deres ret til at føre eleverne op til den afsluttende
prøve, der i stedet blev forestået af en central eksamenskomission.
Ordningen havde fra første færd givet anledning til kritik fra
statsseminariernes side, herunder også fra seminariet i Ranum. I 1881
skrev en af seminariets lærer – den ovenfor nævnte Alfred Sylvester Levinsen
– en afhandling om ”Forandring ved Skolelærernes Uddannelse og
Stilling”, hvori han pegede på, at adskillelsen mellem undervisnings-
og eksamensansvar skabte utryghed blandt eleverne og ufrihed i lærernes
undervisning 83 . Senere – i 1888 – da forstander Sørensen skulle
afgive en betænkning til ministeriet om eksamensformen, pegede han
også på, at ordningen med en central eksamen uden lærernes deltagel-
83 Vagn Skovgaard-Petersen, ”De blev lærere – læreruddannelsen mellem 1860 og
1945” i Karen B. Braad m.fl., - for at blive en god lærer. Seminarier i to århundreder,
Syddansk Universitetsforlag 2005, s. 212-13
41