Ranum Seminarium 1848-2011 - VIA University College

de og relevant. Sammenhæng og samspil mellem teori og praksis var
dengang – ligesom i dag – en af læreruddannelsens store udfordringer.
En væsentlig årsag til den manglende fornyelse i undervisningen
har givetvis også været, at der over en lang periode ikke skete nogen
væsentlig udskiftning i seminariets lærerpersonale. Traditionerne var
stærke i et lille lærerkorps, der inklusiv forstanderen blot omfattede
seks undervisere. En del af dem har tillige måttet undervise i mange
forskellige fagområder uden anden ballast end en lærereksamen. Seminarielærer
P. Ryge Nielsen var en sådan lærertype. Som sergent var
han i perioden 1883-86 udkommanderet som gymnastiklærer ved
Ranum Seminarium. Under sin udstationering i Ranum læste han til
lærer og blev allerede i 1886 ansat på seminariet, hvor han fungerede
indtil sin afgang i 1925. Han varetog undervisningen i så forskellige
fagområder som historie, geografi, bibelhistorie, kirkehistorie,
skrivning samt praktiske og skriftlige øvelser. På denne baggrund er
det forståeligt, når en af Ryges tidligere elever karakteriserede klassens
udbytte af hans undervisning med en bemærkning om, at:
” ... vi fra Hr. Ryges Undervisning tog mere Pligtfølelse, mere Nøjeregnen
med Smaating og den Slags med end det Store Overblik over f.eks.
Historien” 149 . Endelig har manglende bevillinger til en fornyelse af
seminariets undervisningsfaciliteter også udgjort en barriere mod
anvendelsen af mere moderne undervisningsmetoder med vægt på
elevernes selvvirksomhed. Da Høirup overtog forstanderstillingen i
1924 konstaterede han, at seminariet af denne grund havde været ude
af stand til at lade eleverne arbejde med egne forsøg i naturfagene og
kun i meget begrænset omfang havde anvendt nyere undervisningsmidler
i andre fag.
149
Baandet, Medlemsblad for Ranum Seminariums Elevforening, April 1930, 5.
Aargang nr. 4
Omkring 1930 begyndte der dog at ske en fornyelse af undervisningsformen.
Årsagerne hertil var flere. For det første udskiftedes
lærerkorpset næsten fuldstændigt i løbet af 1920’erne, og en ny forstander
– Chr. Høirup – med forståelse for betydningen af moderne
undervisningsformer kom til. For det andet udfordrede den nye
læreruddannelseslov fra 1930 de traditionelle undervisningsformer
med krav om større vægt på selvstændige elevarbejder i form af specialelæsning
og skriftlige årsarbejder. Og endelig gav den nye seminariebygning
fra 1934 med laboratorier og øvelseslokaler ideelle rammer
for at indfri ambitionerne i den nye lov. Selvstændige elevarbejder,
ekskursioner og lejrskoler blev efterhånden en naturlig del af seminariets
undervisningsaktiviteter. En ny seminarielærertype dukkede
også op på dette tidspunkt, nemlig den akademisk uddannede faglærer.
På seminariet i Ranum var det den nyansatte faglærer i biologi
og geografi, cand. mag. Jens Juul, som var ildsjælen bag seminariets
lejrskoler. Også i undervisningens indhold aftegnede de nye tider sig.
I faget naturhistorie var der – ifølge seminariets beretning for undervisningsåret
1934/35 – ved gennemgangen af menneskets legeme lagt
vægt på: ” ... Sundhedslæren, og der er redegjort for seksuelle Forhold og
Kønshygiejnen, ligesom Alkoholproblemet er gennemdrøftet. 150 ”
Men ikke alle lærere modtog de nye tider med begejstring. I et indlæg
i ”Baandet” skriver en af seminariets lærere med beklagelse, at: ” ...
nu skal nye Snurrepiberier som f.eks. Sløjd, Sundhedslære og Nationaløkonomi
ledsaget af laboratoriske Puslespil 151 ” tilsyneladende være det
centrale i undervisningen. Med eksamenskravene som legitimation
var der fortsat en del lærere, som fastholdt den traditionelle kundskabsformidlende
undervisning. Oplevelsen heraf beskrev en elev på
150
Ranum Statsseminarium i Undervisningsaarene 1934-35 og 1935-36, Løgstør, 1937
s. 14
151
Baandet, Medlemsblad for Ranum Seminariums Elevforening, December 1930, 5.
Aargang nr. 10
71