Digital Børnelitteratur Nye former for oplevelse og ...

Trine Ferdinand Digital Børnelitteratur – Nye former for oplevelse og fortolkningsfællesskaber DPU sommer 2013
Speciale på kandidatuddannelsen i didaktik (dansk)
forhold er med til at etablere kortere tidsmæssig og mental afstand både mellem Garmann og
læseren og mellem fortælleren og læseren.
Direkte tale og dialog er karakteristisk for den skriftlige fortælling, hvor Garmann fører
eksistentielle samtaler med de voksne omkring ham. Det ses fx af denne dialog mellem tante
Augusta og Garmann:
Hvad skal du bli når du bliver stor” hvisker Tante Augusta og putter en tjuekrone i hånda hans utan at
noen andre ser det. ”Brandmann eller fotballspiller?” ”Flammesluker” svarer Garmann og putter
mynten i lomma. ”Hvordan bliver det mon å begynne på skolen, mon tro – har du sommerfugle i
magen?” spør tante Borghild. ”Jeg gruer meg”, svarer Garmann og lurer på hvordan sommerfuglene
kommer seg inn i magen (ibid, s.6)
Direkte tale er almindeligt i billedbøger (Christensen, 2003, s. 58) og afspejler forfatterens
bevidsthed om den særlige læsesituation for billedbøger, hvor den skriftlige fortælling ofte skal
læses højt for barnet af en voksen. Den voksne kan derved dramatisere fortællingen mundligt for
barnet. Det forstærkes af tilhørende kommentarer som fx ”hvisker Tante Augusta”, der giver en
slags vejledning til oplæseren om, hvordan det skal læses op. På den måde er der indlejret en
implicit voksenlæser i den skriftlige tekst. Disse vejledende bemærkninger til oplæseren kan
forekomme overflødige i dimb-fortællingen, da der er indlejret en oplæsning af den skriftlige
fortælling, hvor det gerne skulle kunne høres, hvordan det er intenderet, at den skal fremføres
mundtligt. På den måde virker den direkte kopiering af billedbogens skriftlige fortælling ikke
oplagt. En tilpasning til den mundtlige fremførsel kunne være hensigtsmæssig.
Noget lignende kan siges om den mundtlige fortælling, hvor den samme oplæser læser hele den
skriftlige fortælling højt. Fortællerstemmen og personernes direkte tale ekspliciteres ikke fx ved at
forskellige skuespillere fremfører dem. De forskellige personer kunne træde tydeligere frem, hvis
forskellige skuespillere lagde stemmer til dem. Men denne mulighed udnyttes ikke i Garmanns
Sommer, hvilket kan være begrundet i en traditionel tænkning, eller økonomiske hensyn, da det
alt andet lige er dyrere at få flere skuespillere til at bidrage til produktionen end blot én.
Det skal dog pointeres, at oplæseren Frøydis Armand dramatiserer de forskellige personer ved at
variere sin stemme og derigennem tilføre dem forskellig betydning. Det er særlig tydeligt, da tante
Borghild spørger Garmann på side 6: ” Hvordan bliver det å begynne i skolen, mon tro – har du
39