Digital Børnelitteratur Nye former for oplevelse og ...

Trine Ferdinand Digital Børnelitteratur – Nye former for oplevelse og fortolkningsfællesskaber DPU sommer 2013
Speciale på kandidatuddannelsen i didaktik (dansk)
mens man hører en udefinerbar mumlen. Svævende frit i rummet ses nu nogle ovale billeder, som
bevæger sig svagt, som for at gøre opmærksom på sig selv. De ligner en form for talebobler og kan
opfattes som afbildninger af det, manden læser højt for pigen. Når læseren rører ved taleboblerne
sættes en animation i gang, som enten blot kort bevæger elementerne, eller som viser en handling
som et fragment af en større fortælling. Her følger en kort beskrivelse af, hvad der afbildes i
boblerne og udspiller sig via den indlejrede animation: solsystemet, hvor en ufo flyver igennem,
menneskets indre organer, tegninger af plantefrø, som ligner noget fra en ældre anskuelsestavle,
som bevæger sig mekanisk, når de berøres, jorden, der er flad, og hvor et skib sejler ud over
kanten og en abe, der hugger i en statue. Flere af disse billeder kræver en større encyklopædiske
viden inden for kultur, historie eller naturvidenskab for at forstå deres betydning. Det drejer sig fx
om aben, der hugger en statue med mejsel, og som kunne formidle fortællingen om, at mennesket
stammer fra aberne, men udviklede sig kulturelt, her symboliseret som statuen, som netop er det,
der adskiller dyr fra mennesker. Eller det kan være fortællingen om, hvorledes den sort/hvide
tegning af plantefrø var forskernes måde at afbilde, forstå og kategorisere naturen på. Eller den
gamle forestilling om jorden, der er flad. Eller fremtidens skelsættende opdagelser, som hvis vi fik
besøg af en ufo. Disse animerede billeder peger på en implicit voksenlæser, da barnet ikke kan
forventes at kunne forstå disse referencer. Den voksne inviteres til at overtage manden i stolens
rolle som fortæller og give hans mumlen substans. Det peger på en forholdsvis vidende
voksenlæser, der kender den vestlige kulturs store fortællinger. Det potentielle kollaborative
forhold mellem barnet og den voksne består her i at både barnet og den voksne har andel i
fortællerens rolle. Barnet får begivenheden til at udspille sig, og den voksne kan give den dybde
gennem sin fortælling. På den måde bliver den voksne iscenesat som konkret meddigter.
Barnesynet har træk fra oplysningstiden, hvor man mente, at barnet udvikler sig af at få viden om
verdens faktiske indretning, og opfattes som et videbegærligt individ.
Det er et paradoks, at papirbaserede bøger har så fremtrædende en plads i fortællingen, når
fortællingens eget medie er iPaden. Der er på den måde et ambivalent forhold mellem det medie,
som idealiseres i selve fortællingen og det medie, som fortællingen formidles igennem. Pigen på
billedet er åbenlyst interesseret i, hvad bøgerne kan formidle af viden og fortællinger, hvilket ses
ved, at hun står ved siden af og rokker og lytter intenst med åben mund og blinkende øjne. En del
61